Milla anmeldelse: Den finurlige cancer

Milla er en finurlig film.

Sådan virkelig finurlig.

Indenfor de første få minutter har filmens unge hovedpersoner mødt hinanden, da teenageren Milla får spontant næseblod på en togperron, og den stoafhængige Moses tager hende med til en hundesalon for at klippe hendes hår.

Imens har Millas far hendes mor på psykiater-briksen, og inden længe støder han den gravide nabo, da hun kalder sin hunds navn, der tilfældigvis også er Millas far.

Det er finurligt. Så finurligt at det gjorde mig lidt nervøs for at resten af Milla ville blive overtaget af samme påtagede finurlighed.

Og Milla giver da også lidt en overdosis af løjerlige optrin og finurlige karakterer, der føles mere som manuskript-påfund end ægte karakterer.

Men heldigvis vokser instruktør Shannon Murphys film sig langsomt større end sine mange ‘meet-cutes’ og kulørte bifigurer.

Humoren har unægteligt et formål.

For det er egentlig ikke en fjerlet fortælling, Milla byder på.

Milla har nemlig kræft og er i kemoterapi – deraf næseblodet på perronen – og hendes nyfundne forelskelse i Moses er derfor forhindret af mere end en lidt stor aldersforskel og Moses’ brogede baggrund.

Romancer mellem to unge mennesker, hvoraf den ene er uhelbredeligt syg, er ikke en ny ting.

Faktisk har vi det sidste årti haft nok af dem både som bøger og film til at genren har fået et navn: Sick lit.

Men Milla er – sin finurlighed til trods – heldigvis ikke en klæbrig tåreperser, der bruger en alvorlig sygdom som undskyldning for at få sit publikum til at græde.

Den er mere kompleks end som så.

For lidt atypisk finder filmen plads til mere end bare den dødsdømte kærlighedshistorie i centrum. Forældrenes perspektiv får næsten lige så god plads, og det løfter historien.

Ben Mendelsohn viser, at han kan mere end at være skurk, som hårdt prøvet far, der både skal holde styr på sine egne følelser, Millas psykisk skrøbelige mor og Milla selv.

Hun spilles også fremragende af den fremadstormende Eliza Scanlen, uden hvem filmens overflod af lidt unødvendigt finulige bipersoner, havde været svære at tackle.

Filmens hemmelighed er selvfølgelig, at ingen – hverken Milla eller hendes familie – har kontrol over noget som helst.

Livet og døden gør som de vil.

Det får Milla fint formidlet i sine energiske billeder, mens Milla selv bare forsøger at leve så meget som muligt, før det er for sent.

På den måde får Milla heldigvis overskredet sin egen finurlighed og ramt ægte følelser

Milla rammer både ægte smerte og glæde især i kraft af sine fremragende skuespilpræstationer, også selvom den får knust et par hjerter undervejs.