Med krop og sjæl anmeldelse: Kærlighed og ensomhed på et slagteri

Det kan hurtigt blive lige lovligt højtravende at anmelde en film som Med krop og sjæl. Ikke alene er den en ungarsk Guldbjørn-vinder, den har også lange drømmesekvenser som et centralt element.

Men at den dømme den som en typisk smal kunstfilm er faktisk virkelig synd.

Egentlig er det en humoristisk og varm kærlighedshistorie om to ensomme mennesker der finder hinanden.

De er ellers noget af et umage par.

Endre er økonomichef for er slagtehus, høj, ranglet og med en lam arm. Mária er den nye kvalitetskonsulent på selvsamme slagtehus.

Endre er varm og omgængelig på arbejdspladsen, men lever er rutinepræget ensomt liv derhjemme. Mária er derimod kold alle vegne, og hendes heftige sociale handicap gør hende hurtigt upopulær på arbejdet.

De to er fjernt fra hinanden på alle måder – ud over at de begge er ensomme.

Men om natten sker der noget.

Mária og Endre deler den samme drøm.

Hver nat mødes de i en snedækket drømmeskov som to forelskede rådyr og deler en afslappet intimitet som de er fjernt fra når de er vågne.

Men langsomt begynder drømme-relationen at flyde over i virkeligheden. Nu er spørgsmålet så bare om de to sårbare og ensomme mennesker kan finde sammen på trods af deres overfladiske forskelle.

Med krop og sjæl opruller sin historie afmålt og tilbageholdende – præcis som sine hovedpersoner – og den gør det fantastisk. Stille og roligt kommer vi under huden på Endre og vi forstår hans fascination af Mária.

Måske endnu mere betagende er Alexandra Borbély som Mária der nok befinder sig et eller andet sted på autismespektret.

Hendes sociale angst hæmmer alle hendes interaktioner med Endre, og selvom hun synes den ældre mand er smuk, så er det kun når hun øver sig på deres samtaler alene med Playmobil-figurer at hun kan få sig selv til at sige det.

Det lyder muligvis tungt, men en åre af varm og ofte sort humor løber også igennem Med krop og sjæl, og gør den til en film med langt bredere appel end ved første øjekast.

Centralt står den menneskelige kamp for accept og samhørighed. Accept af sig selv og egen krop og evnen til at åbne sig op for andre.

Som drømme-dådyr – i øvrigt vist i næsten magisk smukke billeder – kan Endre og Mária hvile i hinandens selskab, men som mennesker er de anderledes hæmmet.

Al den finurlige poesi leder op til en forbavsende barsk afslutning der banker pointen hjem.

Mennesker er både krop og sjæl, men for mange mennesker er der ikke plads til begge dele i et samfund der mangler nærhed.

Ok, så blev det højtravende alligevel. Det skal nu ikke forhindre mig i at anbefale Med krop og sjæl på det varmeste.

Det er en film der fungerer både som varm, humoristisk og utraditionel kærlighedshistorie, og som poetisk meditation over livet i det moderne samfund.

Lidt som med Endre og Mária gør du klogt i ikke at dømme den på overfladen.

Med krop og sjæl er en blid skildring af ensomhed og intimitet. På en gang stærkt rørende og afmålt tilbageholdende: Det er lidt af en kraftpræstation.