Last Flag Flying anmeldelse: Hænge-ud film

Der er kun få, der mestrer hænge-ud filmen helt så godt som Richard Linklater. Det skulle da lige være Quentin Tarantino.

Linklaters film føles altid som at tilbringe et par timer i gamle venners selskab.

Om så det er det elskende par i Before-trilogien, 70’er gymnasieelever i Dazed and Confused, scif-fi pot-hovederne i A Scanner Darkly eller den gang vi fik lov til at hænge ud med en dreng i 12 år i Boyhood.

Linklater mestrer som få andre at skabe karakterer, jeg får lyst til at tilbringe tid sammen med. Når han er bedst formår han at gøre selv den mest skrevne dialog spillevende og skabe karakterer, man aldrig bliver træt af.

Måske er det derfor, jeg kan se Linklaters bedste film igen og igen.

Med Last Flag Flying har instruktøren skabt et nyt hold filmkarakterer, der fint kan tage plads ved siden af de andre Linklater-venner.

De hedder Sal, Richard og Doc og er aldrende Vietnamkrigs-veteraner, der i 2003 samles for første gang siden krigen.

Grunden til deres genforening er dog ikke glædelig.

Den yngste af de tre, Doc – som Steve Carell fornemt balancerer et sted mellem rørende og patetisk – har mistet sin søn i Irak, og han vil gerne have sine gamle soldaterkammeraters hjælp med at få begravet sønne på Arlington-militærkirkegården i Washington DC.

Det sender de tre ud på en gennem USA, hvor de får chancen for både at rive op i gamle sår, men måske også hele et par stykker.

De tre gamle venner er cirka så forskellige som det er muligt, og Laurence Fishburne, Steve Carell og Bryan Cranston har en fest med at vække dem til live.

Cranston er den evige vildbasse og vittige alkoholiker Sal, mens Fishburnes Richard over årene har forvandlet sig fra ballademager til dedikeret præst.

Begge har de dårlig samvittighed overfor den yngre og mere spagfærdige Doc, som de ikke altid behandlede lige godt under krigen.

Som i alle Linklater film er det karakterenes samtaler og sammenstød, der er hjerteblodet i Last Flag Flying. Hvis emnet i Before-filmene var kærlighed, så må emnet i Last Flag Flying være patriotisme.

De tre mænd er tydeligt skadede af deres militære karriere, men de er også bundet sammen og loyale overfor militærkorpset. De har ikke meget tilovers for en regering, der lyver om deres døde soldater, men det gør det gerne selv overfor en efterladt mor.

Det er relativt tunge sager, men Linklater navigerer emnet med en imponerende følsom hånd, der på den ene side fordømmer krig, men på den anden side hylder patriotisme.

Og på trods af det tunge emne er humoren – som altid hos Linklater – ikke langt væk.

En af fordelene ved Linklaters tilsyneladende tilbagelænede tilgang til karakteropbygning, er at humoren får lov til at springe naturligt ud af karaktererne selv. Resultatet er ofte sjovere end selv den bedst skrevne joke kan være, netop fordi det føles på samme måde, som når folk vi kender personligt er sjove.

Det gælder også for Last Flag Flying, der midt i al sorgen og overvejelserne om krig og patriotisme også byder på et utal af grin.

Noget så ellers umiddelbart usjovt som en folk krigsveteraner, der tænker tilbage på deres brug af prostitution i Vietnam, bliver til en af de sjoveste scener i de danske biografer lige nu.

Det er især Bryan Cranstons Sal, der får lov til at agere comic-relief. Enkelte gange kammer det dog lidt over for skuespilleren, når han glider lidt over grænsen fra det sjove til det overspillede.

Last Flag Flying har også en tendens til at miste momentum, når den forlader sin unikt sorgfyldte patriotisme til fordel for den mere konventionelle roadmovie.

Men eventuel stilstand er tilgivet, da Last Flag Flying når frem til sin melankolske og overraskende rørende slutning.

Jeg glæder mig i hvert fald allerede til et gensyn med Sal, Richard og Doc.

Last Flag Flying er en blidt rørende og overraskende sjov hyldest til den slags patriotisme, der forener i stedet for at splitte med tre veloplagte skuespillere i centrum.