Kursk anmeldelse: Thomas Vinterberg som genreinstruktør
Lidt som en russisk ubåd dybt nede i Barentshavet sneg Kursk sig ind på mig.
Ubådsdramaet, baseret på den tragiske ulykke i 2000 og instrueret af Thomas Vinterberg havde overhovedet ikke været på min radar, og mine forventninger var derfor noget nær ikke-eksisterende.
Eller rettere, måske var jeg endda lidt kritisk indstillet.
Er Vinterberg – en instruktør kendt for sine dramaer – virkelig manden til at instruere en stort opsat spændingsfilm baseret på virkelige hændelser?
Svaret viser sig, måske lidt overraskende, at være ja.
For med Kursk folder Vinterberg sig ud som en solid genreinstruktør, der samtidig ikke taber sit særkende i en relativt stor europæisk samproduktion.
Manuskripforfatter Robert Rodat har forvandlet den russiske militærtragedie til en måske lige bekendt nok, men også stærkt underholdende katastrofefilm.
Strukturen deler sig mellem de overlevende på bunden af havet, de russiske redningsfolk der kæmper med deres nedslidte maskineri, den britiske flåde der desperat prøver at hjælpe og så mændenes koner og børn på land, der desperat venter på nyt.
Det minder umiskendeligt om andre film – fra Apollo 13 til Deepwater Horizon – men det fungerer.
Vinterberg har befolket filmen med stærke europæiske navne, der skaber nuance også når det på papiret ikke er til stede.
Matthias Schoenaerts er tilpas heroisk som den ledende overlevende, men det er især Léa Seydoux som hans gravide kone på land, der løber med opmærksomheden.
Hun leverer en fascinerende tredimensionel præstation i en roller, der på overfladen er noget så typisk som en ventende hustru.
Vinterberg har også drysset rigeligt med danske ansigter ud over filmen – måske mest overraskende komikeren Magnus Millang – der alle leverer varen.
Også selvom deres accenter i dansk kontekst er lige distraherende nok.
Men mest imponerende er egentlig det tekniske håndværk.
Kursk virker lidt som en chance for Vinterberg til at lege med de store børns legetøj. Vinterbergs hidtidige filmografi er ikke ligefrem fyldt med eksploderende ubåde, store flåder og undervandsoptagelser.
Men her leverer den danske instruktør faktisk virkelig varen.
Kampen for overlevelse i den trange ubåd er intenst spændende og de mange special effects er usædvanligt flot udnyttet.
En enkelt sekvens med en række skuespillere på en længere svømmetur uden adgang til luft, fik mig næsten til selv at holde vejret. Det giver lyst til at se Vinterberg tackle mere af den slags genremateriale, som han tilsyneladende har flair for.
Han hjælpes selvfølgelig også godt på vej af den altid fremragende fotograf Anthony Dod Mantle, der blandt andet får lov til at lege med filmens billedformat.
Det efterlader selvfølgelig ikke meget plads til den slags dybt personlige drama, som Vinterberg er kendt for. Men instruktøren får alligevel sneget et barneperspektiv ind i fortællingen, som er umiskendeligt Vinterbergsk.
Kun den lige lovligt formulariske struktur holder Kursk lidt tilbage.
Men det er svært at klage meget over en film, der både er så umiskendeligt underholdende og samtidig leverer et vellykket skarpt blik på en sand tragedie.
Kursk byder både på intens spænding og skarpt skuespil, mens den hylder ofrene og fordømmer bagmændene for den sande tragedie.
