Knives Out anmeldelse: Irriterende god

Ved du, hvad der kan irritere mig grænseløst til pressevisninger?

Latter

Mere specifikt, den selvfede latter som mange filmanmeldere kan kalde frem, når de forstår en filmreference.

Det er den slags latter, der mest af alt virker som et signal til de andre i rummet. Et desperat råb til alle andre i biografsalen om at udgyderen – lidt ligesom Captain America – ‘got that reference’.

Og instruktør Rian Johnsons nyeste film, Knives Out, virker specialdesignet til at få folk, der har set alt for mange film, til at grine indforstået.

Det gør den per definition lidt irriterende for mig.

Men Rian Johnson er noget nær en mester i at undergrave og lege med publikums forventninger.

Og den slags lander selvfølgelig altid bedst hos folk, der kender skabelonerne. Det gør filmanmeldere. I hvert fald de fleste af dem.

Og det er også med til at gøre Knives Out irriterende god.

Sidst fik Johnson lov til at lege med popkultur-arvesølvet med en af de bedste – og mest polariserende – Star Wars-film som resultat.

Denne gang er det en ‘whodunnit’ i klassisk Agatha Christie-stil, som Johnson går til angreb på.

Og det giver god mening, at det netop er den genre, Johnson kaster sig ud i.

Få genrer har helt så specifikke mønstre i deres udformning og forventninger fra publikum.

For vi skal selvfølgelig kunne gætte med nede fra salen, selvom vi egentlig helst ikke vil afsløre det hele, inden den småexcentriske detektiv på genial vis, gør det til sidst.

Vi vil både gætte med og blive overrasket.

Det handler om dosering af information, og det er det modsatte af Columbo-stilen, der lægger kortene på bordet fra starten, og lader spændingen komme ud af jagten på gerningsmanden.

At prøve begge dele er det samme som at blæse og have mel i munden.

Men det kan Rian Johnson sikkert også.

For Knives Out er spækket med overraskelser. Først og fremmest selvfølgelig i den måde, den vender forventningerne til genren på hovedet, men overraskende nok også af den mere konventionelle slags.

For Johnsons manuskript har både held med at være en meta-leg med genren: Allerede da man finder ud af mordofret er krimiforfatter, afslører Knives Out sig som det selvbevidste smil af en film, den er.

Men måske mere overraskende er Knives Out ikke så genre-undergravende, at den glemmer at være en solid ‘whodunnit’ i sin egen ret.

For Knives Out har rigeligt med tilfredsstillende overraskelser i ærmet til fans af genren, samtidig med at løjerne drejes i nye og mere moderne retninger.

Og hvad vigtigere er for krimi-fans, så lægger Johnson aldrig en finger på vægten. Ledetrådene er en konstant ledsager, hvis bare man har øjnene med sig.

I mellemtiden kan alle os andre nyde de usædvanligt veloplagte præstationer fra en perlerække af skuespillere, der alle giver sig fuldt ud til Johnsons selvbevidste spøg.

Og imens det hele flyver underholdende forbi, forvandler Knives Out sig også til en skarp politisk kommentar til nutidens USA.

Det er svært ikke at blive imponeret.

Men man skal kunne klare, at Knives Out i perioder bevæger sig fra det selvbevidste, til det selvsmagende.

Man skal kunne klare, at filmanmeldernes lidt for høje, lidt for bevidste og lidt for irriterende latter runger i ørene.

Men det er altså svært at være rigtigt irriteret, når man selv griner med.

Knives Out er en sprælsk og ustyrligt medrivende krimigåde, der er lige så uimodståeligt charmerende, som den er politisk skarpladt.