Kingdom of the Planet of the Apes anmeldelse: Abernes hemmelige våben

Så er Hollywoods hemmelige våben sluppet fri fra sine lænker.

Våbnet er instruktør Wes Ball og lænkerne er Maze Runner-franchisen, som Ball i al stilfærdighed — og ofte i modstrid med de kluntede manuskripter — gjorde til en af de bedste ‘young adult’ filmserier i sidste årti.

Ball forstår simpelthen at instruere røven ud af bukserne på sit materiale med en stærk filmisk fortælleevne og en sans for visuel dynamik, der ellers sjældent finder vej til den mere pølsefabriks-lignende del af Hollywood.

Af samme grund er Ball nu steget i graderne (hvis Abernes Planet da er over Maze Runner) med ansvaret for at genoplive den nyeste udgave af Abernes Planet-serien.

Abernes hemmelige våben er han vel så nu.

Endnu en abe-opfølger er ikke noget jeg personligt har gået og sukket efter. Jeg kan højst kalde mig mildt begejstret selv for den første klassiske film i serien, selvom instruktør Matt Reeves Dawn og Rise unægteligt var velfortalt blockbusterfilmkunst, så fes de også ind af det ene øre og ud af det andet på mig.

Det gør den nye Kingdom of the Planet of the Apes (Hvorfor have et kongerige, når man allerede har en planet?) sådan set også.

For den nye historie, der foregår flere hundrede år efter den seneste film i serien, er desværre godt renset for seriens sædvanlige blik på menneskelighed og samfundskritik til fordel for en regulær eventyrfilm, hvor en ung man (abe) må gå så grueligt meget igennem, for at redde det han har kært.

Det endda komplet med den Star Wars-obligatoriske ældre mentor og en mystisk ‘prinsesse’, som alle vil have fat i.

Men abernes hemmelige våben slår heldigvis til igen.

Kingdom of the Planet of the Apes er nemlig så filmisk velfortalt og dynamisk instrueret, at den holder underholdningen oppe i sin ellers noget opsvulmede spilletid.

Skuespillerne rammer plet — i samarbejde med effektkunstnerne bag den elegante performance capture teknologi — og historien er så basalt velfortalt, at jeg var med hele vejen.

Actionscenerne er old school på bedste vis krydret med imponerende effektarbejde og karaktererne tegnet nok op til, at man holder af dem.

Det er alt sammen langt bedre, end det kunne have været.

Vel afvikles finalen lidt kluntet og enkelte antydninger af store ideer om nedarvet kultur tabes på gulvet.

Men filmmageriet står så stærkt, at det er svært at klage, mens den nyeste abe-film galoperer over lærredet.

Den sidste bid lægger op til flere nye indlæg i serien — stadig ikke noget jeg higer efter — men hvis abernes hemmelige våben står bag kameraet igen, så skal jeg nok se dem.

Den nyeste Abernes Planet er flot og filmisk velfortalt Hollywood-underholdning af den gamle skole.