Karl Marx City anmeldelse: I always feel like somebody’s watching me

En ubehagelig fornemmelse sneg sig ind på mig, da jeg var til pressevisning på Karl Marx City.

Jeg burde vel føle mig rimeligt tryg en fredag eftermiddag i Cinemateket omgivet af en portion andre filmanmeldere i en ellers tom biografsal.

Alligevel begyndte hårene i nakken at rejse sig, og jeg fik den umiskendelige fornemmelse af, at nogen holdt øje med mig.

Sådan burde jeg vel egentlig ikke få det, af at se en dokumentar som Karl Marx City. DDR er jo fjern fortid.

Eller hvad?

I Karl Marx City undersøger filmens ene instruktør Petra Epperlein som en anden detektiv det gamle DDR før murens fald. Det gør hun ved at tage hjem til barndomsbyen Chemnitz – dengang Karl Marx Stadt – næsten 30 år efter murens fald.

Som en rød tråd følger hun spor fra sin egen fortid.

Hendes far begik selvmord og sendte hende inden et mærkværdigt brev. Kan den ellers venlige og vellidte mand i virkeligheden have været informant for den østtyske efterretningstjeneste Stasi?

Det forsøger Epperlein at finde svar på i de gamle DDR-arkiver, og imens hun søger sandheden om sin far, så får hun givet publikum en personlig indføring i, hvordan det var at leve i det total-overvågede DDR.

Med kort hår, stålsat blik og væbnet med hørebøffer og fremadrettet mikrofon var hun min guide til livet i et samfund, hvor man helt bogstaveligt ikke kunne stole på nogen.

Et samfund hvor målet var, at holde øje med alle. Styret skulle helst vide hvad folk tænkte, inden de tænkte det. Stasi-agenter blev trænet i at rette skjulte kameraer og mikrofoner mod alle. Konstant.

Indbrud i private hjem var helt normalt. En typisk trusselsmetode var at bryde ind i en lejlighed og ommøblere stuen uge efter uge. Når den stakkels borger fortalte det til vennerne, ville de blive betragtet som komplet utilregnelig.

Nu siger jeg venner, men dem kunne man heller ikke stole på, sandsynligheden for at en af dem var informant for Stasi var svimlende høj.

Når tre personer var samlet, skulle en af dem helst være Stasi-meddeler.

Det optegner Epperlein og medinstruktør Michael Tucker i en blanding af knivskarpe sort-hvid billeder, interviews og vanvittigt fascinerende optagelser fra de svimlende store Stasi-arkiver som Epperlein blandt andet besøger.

Ironisk nok er hun afhængig af de gamle Stasi-informationer i jagten på sandheden om sin far.

Filmens tempo er højt, og indblikket i livet i DDR leveres på en måde som jeg aldrig har set det.

For at illustrere hvor slemt det var, ser vi på et tidspunkt klip fra den ellers fremragende film De andres liv. En museumsinspektør, der fungerede som konsulent på filmen, forklarer hvorfor den er totalt usandsynlig.

En Stasi-agent ville ALDRIG have hjulpet en aflyttet borger, som det sker i fiktionens verden. Konsekvenserne ville være for store.

Karl Marx City fanger både det brede perspektiv, og den helt personlige historie, der leder frem til en overraskende og foruroligende afsløring, der kan konkurrere med mange Hollywood-twists.

Men jeg behøver vel ikke føle mig overvåget så mange år senere, til en pressevisning i Cinemateket?

Jo, antyder Karl Marx City, helt diskret. Hvad med Facebook, telefoner og internettet generelt?

Måske lever total-overvågningen videre i bedste velgående.

Karl Marx City byder både på gru, paranoia, humor og en rørende familiehistorie. Den er både et af de mest imponerende filmiske kig indenfor i DDR’s overvågningssamfund nogensinde, og en passende påmindelse om at overvågningssamfundet lever endnu.

Karl Marx City er månedens dokumentar i Cinemateket i samarbejde med CPH:DOX. Så hvis du trænger til en dosis snedækket DDR i julen, ved du, hvor du skal gå hen.