Joker: Folie à Deux anmeldelse: Joker uden energi – Gaga uden stemme

Jeg har sjældent set en stor mainstream Hollywood-film, der gør sig så umage for at være kedelig som Joker: Folie à Deux.

Jeg var ikke stor fan af instruktør Todd Phillips’ flotte og dumme udgave af Batmans ærkeskurk Joker.

Den film angreb sine egne banale ideer med uforholdsmæssigt voldsom selvhøjtidelighed og blev kun akkurat holdt oven vande af Joaquin Phoenix’ underholdende præstation, Hildur Gudnadóttirs tunge musik og fine billeder af Lawrence Sher.

Jeg havde håbet, at den uundgåelige opfølger efter første films økonomiske succes, havde en endnu større redningskrans, da jeg hørte, at filmens genre var rykket til musical og at Lady Gaga var tilføjet castet.

Men desværre har Joker: Folie à Deux ikke en redningskrans, der er stor nok.

Eller måske rettere, den prikker konstant selv huller i den i et tilsyneladende ønske om at synke til bunds.

Det skyldes nok egentlig, at instruktør Todd Phillips gerne vil undergrave forventninger, men Joker 2 lugter altså også af at være en uigennemtænkt film, der er stykket sammen undervejs gennem optagelserne.

Resultatet er i hvert fald en efterfølger, der konsekvent undergraver sine egne mulige kvaliteter.

Lad os tage det mest åbenlyse først: Lady Gaga.

Gaga er så stor en kraft på film, at hun egenhændigt næsten gjorde House of Gucci seværdig. Hun har en grundlæggende karisma og villighed til at kaste sig ind i sit arbejde, der gør hende værd at se på film hver gang.

Ja, og så kan hun synge.

Det virker oplagt at smide hende ind i en musical i rollen som Harley Quinn, fyldt med retro-hits fra midten af sidste århundrede.

Desværre får Gaga kun lov for alvor at synge cirka 2 gange i filmens uendeligt lange spilletid.

Resten af tiden, skal hun agere halvdårlig sanger. I en forfejlet jagt på realisme lægger sangeren nemlig låg på egne evner, så sangene ryger ud for kvart kraft.

Det samme gælder for Phoenix, der bevidst synger falsk og ujævnt.

Men bare rolig, sangene er alligevel oftest leveret mod en sort baggrund, der gør alle antræk til stil eller filmisk legesyghed i filmens musicalsekvenser døde ved ankomst.

Hvorfor dog også levere noget spræl i en musical med jokeren i centrum?

Men, nej Joker 2 er anti-spræl, selvom den politik faktisk er lige ved at gå galt.

For der er — triste musical-elementer til trods — en gnist mellem Joaquin Phoenix’ Arthur Fleck og Lady Gagas Harleen Quinzel, da de mødes indenfor murene i filmens første halve time.

Men den gnist får filmen hurtigt kvalt, når den i stedet for at følge op på deres dysfunktionelle romance, splitter dem ad i størstedelen af filmens spilletid til fordel for at være et retssalsdrama.

Og ikke bare et retssalsdrama, et retssalsdrama der selvhøjtideligt og ganske nøje genfortæller den første films begivenheder.

Joker: Folie à Deux er nemlig på mange måder den Taxi Driver 2 som…ingen nogensinde har ønsket sig…hvor Travis Bickle skal stå til juridisk ansvar for sine gerninger.

Det er cirka lige så gribende — ok, måske lidt mindre — som det lyder. Det gør filmen både gentagende og monoton uden egentlig indre spænding.

Som publikum var jeg cirka lige så investeret i Arthurs dom, som han selv er. Det vil sige: slet ikke.

Imens genfortæller filmen også sig selv, når folket udenfor igen ser staklen Arthur Fleck som en martyr, de bruger som inspiration til voldsomme gerninger.

Og han er ved gud stadig en stakkel ham Arthur Fleck, som filmen konsekvent placerer på bagsædet af sin egen historie.

Det enfoldige tematiske univers fra første film vender også tilbage med tunge referencer til det moderne politiske landskab, kendiskultur og samfundskritik på C-niveau.

Imens kæmper Phillips for denne gang ikke at blive misforstået, når han i endnu højere grad end den oprindelige film gør Fleck til en ynkelig taber.

Jeg tror det er et forsøg på at undergrave forventninger fra fans af den første film, men som resten af de kunstneriske valg, er resultatet ubetinget kedsommeligt.

Gudnadóttirs musik er stadig storslået og ildevarslende i en grad som filmen slet ikke kan leve op til, og i periferien roder også en række stærke skuespillere uden noget reelt at tage sig til.

Og så smides der selvfølgelig halvhjertede og spredte referencer ud til det Batman-univers, som filmen i det meste af sin spilletid fuldstændigt glemmer den er del af, og som den grundlæggende slet ikke lader til at være interesseret i.

Joker Folie à Deux er et retssalsdrama uden spænding, en musical uden energi og en superheltefilm uden superhelte.