Idioten anmeldelse: Fanget i kasserne
Idioten føles som en virkelig vellykket improviseret skuespilworkshop lavet som del af undervisningen på en højskole eller filmskole.
Men den er ikke altid en virkelig vellykket spillefilm.
Det føler jeg mig sådan set lidt tarvelig, når jeg skriver. For Idioten har virkelig stærke elementer i sin korte spilletid.
Størst af dem alle er de to hovedrolleindehavere Sarah Juel Werner og Jacob Skyggebjerg som henholdsvis Cille og Tobias.
De to bebor deres karakterer — et ungt socialt udfordret par i en plaget afkrog af Danmark — i en grad, så det simpelthen virker som fuldt realiserede mennesker.
I hvert fald næsten, for selvom Sarah Juel Werner både er overbevisende og rørende, så ender hendes karakter Cille med at være en smule underskrevet, når filmen kaster sin opmærksomhed på Tobias i stedet.
Men han har også nemt ved at stjæle opmærksomheden.
En evigt optimistisk, men også blåøjet og fjoget, ung mand, som livet ikke har skænket de bedste kort, og som nu — efter flere år med både psykisk og fysisk sygdom — har kastet sin kærlighed på skuespil som sin ven tilbage til samfundet og livet.
Men jobcenter og socialbehandlere ser ikke umiddelbart skuespil som en kasse deres klienter kan passes ned i, og Tobias’ familie, med undtagelse af den evigt loyale Cille, giver heller ikke meget støtte til den vordende fars drømme.
Og det er pointen med Idioten. At vise et samfund hvor fællesskabet ikke altid levner plads til individer, der stikker ud.
En både sympatisk og sand pointe som instruktør og manuskriptforfatter Kasper Rune Larsen desværre får banket igennem noget bastant, særligt da han skruer højt op for patos i filmens noget bratte slutning.
Også på bekostning af karaktererne, hvis nuancer mod slut ofres til fordel for et større budskab.
Det underminerer fascinationen ved Cille og Tobias, når de bliver brikker i et større fortællemæssigt spil.
Men endnu mere problematisk er filmens udtryk.
Minimalistisk og realistisk iscenesat og fotograferet af Stroud Rohde Pearce virker Idioten ofte som sammensat af meget lange delvist improviserede scener, som klipper Martin Friis har haft svært ved at få hold på.
Det skarpe skuespil og de troværdige karakterer virker som født ud af en Mike Leigh-lignende improvisationsteknik, hvor skuespillerne — som sjældent virker professionelle — simpelthen har levet deres karakterer med hud og hår.
Men det kan man desværre mærke.
Scenerne har en sløset stil, som filmen stort set aldrig får forsvaret, og udtrykket er langt kedeligere end personerne, mens scenerne ofte lettere hovedløst driver ind i hinanden.
Men der er som sagt også højdepunkter.
Sjældent har jeg set kontakt med det offentlige socialsystem i Danmark repræsenteret så skarpt og præcist som i Idioten.
En af filmens sidste scener på et gråt kommunekontor hører til årets mest følelsesmæssigt smertefulde, mens en sagsbehandler fuldstændigt underminerer de to elskelige hovedpersoners håb og drømme.
På den måde ender Idioten lidt som sin hovedperson med ikke helt at få forløst sit potentiale, når den forsøger at balancere mellem tung budskabsfilm og skuespiløvelse.
Men der er alligevel nok at komme efter til, at jeg glæder mig til at se, hvad alle involverede finder på næste gang.
Idioten har rørende øjeblikke og stærkt skuespil i de centrale roller, men føles for ofte som et godt udkast til en færdig film.
