Hotel Artemis anmeldelse: Direkte til video – i biografen

Jeg elsker at Hotel Artemis har fundet vej til det store lærred. Det gælder endda ikke bare i hjemlandet USA, men også i Danmark.

I moderne tid er det nemlig ikke tit, at der dukker film som Hotel Artemis op i biografen. Drew Pearces debutfilm som instruktør har nemlig præcis den kombination af ingredienser, der normalt tilhører film, der går direkte til video eller – for ikke at virke alt for gammel – direkte til streaming.

Det er den slags film en yngre udgave af mig selv, ville have sat stor pris på at finde blandt udvalget i den lokale videobutik.

Hotel Artemis har alle ingredienserne til en klassisk omgang direkte-til-video.

Først og fremmest en præmis, der er lige en kende mere ambitiøs end filmens budget.

Året er 2028 i den type futuristisk bande-hærgede L.A. der føles som revet ud af John Carpenters fantasi.

Her driver den rutinerede sygeplejerske Jean Thomas Hotel Artemis; et hospital hvor kriminelle medlemmer kan komme forbi og få lappet deres skudsår.

Jean har stramme regler, hvoraf den største er: ingen våben på hotellet, hvor alle medlemmer skal føle sig sikre.Det er den slags film-regler, der selvfølgelig er skabt til at blive brudt.

Især når aftenens klientel består af så arketypiske skurke som en slesk våbenhandler, en forførende kvindelig lejemorder og to bankrøvere i besiddelse af diamanter stjålet fra byens bandekonge The Wolf King, der selvfølgelig også er på vej.

Hotel Artemis er med andre ord ren pulp, der hverken har, eller påstår at have, den helt store kompleksitet.

Hvad Hotel Artemis heller ikke har, er et stort budget, men den får alligevel med få midler skabt en overbevisende snusket fremtidsvision.

Det er utroligt hvad lidt art-deco design og gummislanger kan gøre.

Hotel Artemis har også et typisk direkte-til-video cast, og det er i høj grad dem, der leverer størstedelen af Hotel Artemis’ charme.

Først og fremmest et par stjerner, der måske ikke længere står højest på Hollywood himlen.

Jodie Foster giver den gas som den aldrende sygeplejerske, der er en slags kynisk hønemor for de skurkagtige skæbner, der ender på hendes operationsbord.

Foster leverer rollen med et glimt i øjet, der er med til at løfte Hotel Artemis. Det samme gælder for Jeff Goldblum, der smør et tykt lag Goldblum ud over rollen som The Wolf King.

De er omgivet af mindre kendte navne, måske størst iblandt dem Dave Bautista, der startede sin filmkarriere som direkte-til-video bøf.

Han spiller selvfølgelig Jeans højre hånd, en hård mand med et hjerte af guld. Desværre får han ikke helt så meget at lave, som jeg kunne have håbet på.

Og det gælder egentlig for det meste af Hotel Artemis.

Det er unægteligt en film, der har flere gode ideer, end den har evne til at føre dem til dørs med sin historie. Når skurkene for alvor skal ramle hovederne sammen i filmens anden halvdel, så taber manuskriptet desværre tråden.

Men selvom Hotel Artemis er lidt af en rodebutik, så er det altså en charmerende rodebutik.

Den slags rodebutikker jeg garanteret havde taget ned fra videoleje-hylden mere end en gang.

Hotel Artemis er en fornøjelse af en type, der alt for sjældent får plads i biograferne. En pulpet omgang sci-fi-sjov båret frem af en charmerende præstation fra Jodie Foster, også selvom den har flere gode ideer end evne til at gøre dem sammenhængende.