Hjerter dame anmeldelse: Kvinden i den røde frakke

Hvis jeg har lært en ting af dokumentaren Hjerter dame, så er det det her:

Jeg er fandeme glad for, at jeg ikke er formand for LO.

Ret skal være ret, det er der nok også cirka en million danske lønmodtagere, der er ret glade for.

Måske er det derfor, de bliver så glade, da Lizette Risgaard får jobbet. Hun gør godt nok også en god figur på posten. Alene det faktum at hun er fagbevægelsens første kvindelige formand burde være nok til at sikre hende en del popularitet.

Men hendes ligefremme facon og venlige gemyt er altså også umanerligt svært at modstå.

Det er også lang hen ad vejen det, der gør Hjerter dame så underholdende, som den er.

Om Risgaard hilser på tilfældige lønmodtagere, personligt deler kaffe ud på Hovedbanegården eller lader et par spidser ord falde til Lars Løkke Rasmussen ved et officielt arrangement, så virker hun lige nede på jorden og troværdig.

Da en kommunikationskonsulent på et tidspunkt i filmen forsøger at forklare LO-formanden, om hvor godt det ville være, hvis hun ville gøre lidt mere brug af ‘Obama-pausen’ i sine taler, virker Lizette temmelig uforstående.

Sådan taler hun jo ikke.

Lizette sætter med andre ord sig selv på linjen, og det er svært, når hun dømmes dobbelt så meget som politisk figur, alene fordi hun er kvinde.

Det slår Hjerter dame klart på plads, og placerer sig på den måde som endnu en film, der er en feministisk hyldest til stærke magtfulde kvinder.

Og det har vi altså ikke fået for meget af endnu.

Til gengæld kæmper Hjerter dame med at lave et afrundet portræt af Risgaard.

Filmen byder på lidt barndomshistorier og et begrænset indblik i formandens voksenliv, men det er ikke helt nok og det smelter aldrig rigtigt sammen med al den tid vi bruger i hælene på Risgaard på arbejdet.

Filmen er da også tydeligt bedst i sidste halvdel, da Risgaard popularitet testes, og vi bydes med indenfor i de ulideligt hårde overenskomstforhandlinger.

Pludselig er kvinden i den røde frakke ikke så populær.

Det hele kulminerer i en 1. maj, hvor formanden skal igennem seks taler rundt omkring i landet, foran et ikke længer så modtageligt publikum.

Her går det effektive lyddesign og de reportage-agtige billeder op i en højere enhed, og Hjerter dame får virkelig videregivet, hvor hårdt det kan være, at være en offentlig personlighed.

Men Lizette Risgaard tackler det selvfølgelig med sin typiske nede-på-jorden attitude. Efter at være blevet afbrudt i sin tale af utilfredse demonstranter, går hun ned blandt tilhørerne i fælledparken for at få sig en snak.

Hun er af en speciel støbning hende Lizette.

Og det er et forbandet utaknemmeligt job at være formand for LO.

Hjerter dame er et underholdende og lærerigt indblik i det utaknemmelige liv som frontfigur i fagbevægelsen, også selvom den som portrætfilm føles lidt overfladisk.