Heretic anmeldelse: Iteration

I en ret lang sekvens i Heretic holder den karismatiske skurk en veloplagt enetale om iteration.

Han taler om, hvordan alle store religioner egentlig bare er iterationer af den samme grundlæggende struktur og historie.

Det samme kan man sige om Heretic selv, der næppe havde eksisteret uden The Twilight Zone, Steven Spielberg, J.J. Abrams og måske allermest M. Night Shyamalan.

For manuskriptforfattere og instruktører Scott Beck & Bryan Woods føles både på godt og ondt som ekkoer — eller iterationer — af M. Night Shyamalan.

De er forelskede i konceptdrevne film og nøje strukturerede kabale-manuskripter, der går op til sidst, mens de som filmiske fortællere kigger langt efter både Alfred Hitchcock og Steven Spielbergs filmsprog.

Men hvor Shyamalan startede med en trio af næsten geniale thriller-blockbusters og siden har taget et konsekvent dyk i kvalitet, så veksler Scott Beck & Bryan Woods indtil videre i kvalitet fra film til film.

Gennembruddet for Beck & Woods var med den suveræne rutsjebanetur A Quiet Place, et smukt struktureret manuskript, som både fandt plads til klassisk spænding og stærke karakterer pakket ind i en gimmick effektivt forløst på lærredet af instruktør John Krasinski.

Men deres scifi eventyr 65 var en omgang rod både som manuskript og som film, der mere føltes som noget Shyamalan ville have lavet senere i sin karriere end i storhedstiden.

Manuskriptet til The Boogeyman var til gengæld en fin moderne monsterfilm med udgangspunkt i en Stephen King-novelle.

Og det fører os så frem til den nyeste iteration, Heretic, som jeg — skabernes historik taget i betragtning — var lidt usikker på, da jeg gik ind til den.

Men det havde jeg ikke behøvet at være.

For Heretic er en underholdende rutsjebanetur af en thriller, der faktisk formår at holde spændingen oppe — næsten — frem til sin slutning.

Og så har den endda store tanker.

Det er nemlig tydeligt, at der skal snakkes religion allerede fra introduktionen af de lidt usædvanlige hovedpersoner: to unge mormonske piger, der er ude for at ringe dørklokker.

I hvert fald lige indtil de i silende regnvejr ankommer til Mr. Reeds hus, og tingene begynder at tage en helt forkert drejning.

For det mindst urovækkende ved Mr. Reed er hans overraskende store teologiske viden og lyst til at diskutere religion med de unge mormoner.

Hvorfor er hans hus så sært indrettet — med timere på lyset og dunkle gange til mørke baglokaler — og hvorfor vil Reeds kone — som han insisterer på er i gang med at bage tærte — dog ikke komme ind i stuen og hilse?

Det er de indledende mysterier i Heretic, der som hos Beck og Woods forbilleder udfolder sig som gåde på gåde.

Efter svar på et spørgsmål følger nye gåder, mens Mr. Reed langsomt afslører sine intentioner.

Og det fungerer faktisk upåklageligt. På baggrund af simple men eviggyldige spørgsmål om tro har Beck og Woods formet et manuskript, der faktisk har overraskende mange gode thriller-kort på hånden.

I takt med at Reeds særlige hus udforskes, gemmer historien nye afsløringer om hvert hjørne, og der er nok kraft i filmsproget, til at man ikke når at tænke over, hvor lidt mening det hele egentlig giver.

Præcis som det skal være.

Med til at distrahere er også en umanerligt godt castet Hugh Grant i rollen som Mr. Reed.

Grants offentlige persona er støt og roligt skiftet fra britisk charmetrold til gnaven og arrogant gammel mand, og Heretic udnytter begge sider af den britiske skuespiller på fantastisk vis.

I lange sekvenser udfolder Mr. Reed sig som verdens værste mansplainer, når han lader de to piger i centrum være uvillige tilhørere til hans store verdensteorier.

Helt så meget kærlighed får de centrale karakterer ikke, selvom Sophie Thatcher og Chloe East spiller dem upåklageligt.

De føles desværre lidt for ofte som hylstre til filmens ideer end egentlige karakterer.

Men så er der heldigvis hele tiden et nyt setup at tage stilling til. For Heretic er selvfølgelig den slags film, hvor en tabt tændstikæske eller et bræt med søm i, nok skal få betydning senere.

Mod slutningen begynder svarene på spørgsmålene at blive tiltagende kedeligere end spørgsmålene selv, men det er en lidelse, som den slags mysterier stort set altid har.

Kun de allerstørste filmskabere kan undgå det.

Det er Scott Beck og Bryan Woods ikke helt endnu.

Men med yderligere iteration, når de måske derhen.

Hugh Grant stjæler næsten showet som veloplagt skurk i Heretic, men filmen er også en effektiv rutsjetur af en thriller helt på egen hånd.