Hell Fest anmeldelse: Festlig, men ikke uhyggelig

Hvis man ikke har navne bag kameraet på sin film, der er kendte nok til markedsføring, så kan man blive tvunget til at grave dybt i posen.

I den slags tilfælde tyer marketing-teamet gerne til den samme rolle i filmproduktionen: executive producer.

Sådan er det også med Hell Fest, der i sine trailers stolt afslører, at den er bragt til dig; “From an executive producer of The Walking Dead”.

Hvad det skal sige om Hell Fest, at den er produceret af en af pengemændene bag en populær dramatisk zombie-serie, er lidt uklart.

Men det lyder måske alligevel bedre end: “Fra instruktøren af Paranormal Activity: Ghost Dimension og klipperen af Game Night.”

Men det sidste havde nok alligevel været en mere sandfærdig forventningsskaber til kvaliteten af Hell Fest. Den viser sig nemlig at være en formularisk, lille og ujævn lavbudgetsgyser.

Men der er nu ellers heldigvis flere ting at sætte pris på i Hell Fest end markedsføringen bag den, havde ladet mig tro.

Først og fremmest har den ikke større ambitioner, end at sende en flok teenagere afsted til en slags horror-forlystelsespark, titlens Hell Fest, for derefter at få dem slået ihjel en efter en af en ansigtsløs morder.

Og netop den omtalte helvedesfest er klart filmens bedste kort.

I psykedelisk neonbelysning vandrer filmens hovedpersoner rundt blandt massevis af Halloween-udklædte statister og vover sig ind i bloddryppende labyrinter.

Godt nok består labyrinterne tilsyneladende af det samme rum med forskellig indretning, men der er alligevel en vis charme i den campede scenografi, der ligner en heavymetal musikvideo fra start 90’erne, med alt hvad det indebærer af gotisk ikonografi.

Hell Fest holder også et relativt højt tempo, og det er godt, for den mildt sagt simple historie tåler ikke mange pauser.

Den maskerede morders ofre er de klassiske slasher-typer med den kloge pige i front, men de unge skuespillere får faktisk skabt mere liv i dem end det sløve manuskript egentlig fortjener.

Desværre fungerer uhyggen ikke rigtig.

Instruktør Gregory Plotkin har svært ved at skabe stemning visuelt, og støtter sig derfor op af en række falske gyse-bøh øjeblikke med høje lyde af ‘nåh er det bare dig typen’.

En mere visuelt orienteret instruktør som James Wan eller Sam Raimi, havde nok fået noget mere rutschebaneagtigt ud af oplægget til Hell Fest, men Plotkin formår ikke rigtigt at forvalte opgaven.

Når uhyggen nu mangler, så kunne Hell Fest jo passende have kompenseret med en række blodige mord, men også her holder filmen sig til det gennemsnitlige.

Kun to af det begrænsede antal mord udviser den slags kreative bloddrypperi som slasher-genren er bygget på, mens de andre ofre må nøjes med fesne knivstik.

Men selvom Hell Fest ikke helt formår at levere slasher-varen, så er der alligevel lidt morskab at hente i filmens psykedeliske rædselskabinet.

Det er i øvrigt Gale Anne Hurd, der er den omtalte executive producer på The Walking Dead og producer på Hell Fest.

Hun har produceret en lang række film, heriblandt Terminator og Aliens, men de er nok ikke gyser-agtige nok til at komme med i traileren.

Til gengæld kan Hell Fest 2 jo så prale af at komme fra produceren af Hell Fest.

Man må tage, hvad man kan få.

Hell Fest har ikke helt nok gode ideer til at kompensere for manglen på både ægte gys og underholdende blodsplat.