Game Night anmeldelse: The Game som komedie

Har du set David Finchers The Game?

Det er den, hvor Michael Douglas bliver rodet ind i et indviklet spil, der blander sig sammen med hans virkelige liv så overbevisende, at det er svært at skelne, hvad der er sandt og falsk.

Det kan selvfølgelig være svært at svare på om du har set den gennem en anmeldelse, men lad mig bare gå ud fra, at det har du.

Tænkte du, at den ville have været bedre som en komedie?

Nej. Det gjorde jeg heller ikke.

Det gjorde til gengæld skaberne af Game Night.

Ideen er sådan set heller ikke helt dårlig.

En flok midaldrende forstadsfolk tror, at de er del af et muntert selskabsspil, men i virkeligheden er de involveret i en ægte kriminalsag.

Det giver rig mulighed for comedy, når et nørdet brætspils-elskende par, overbevist om at de er del af en ufarlig gimmick, vifter en ægte pistol i hovedet på ægte kriminelle.

Men Game Night er desværre for ujævn til at gøre sin præmis helt fyldest. Den byder nu heldigvis alligevel på en del grin, og en gang imellem dukker en scene op, der peger på den meget bedre film, Game Night kunne have været.

I front for løjerne er Rachel McAdams og Jason Bateman som henholdsvis…ja, Rachel McAdams og Jason Bateman.

Især Bateman har spillet præcis den samme småneurotiske good guy, siden han for alvor dukkede op på landkortet med Arrested Development. Det gør han jo sådan set fint, men jeg har efterhånden set det en gang eller hundrede for meget.

Rachel McAdams er bedre, men det er ikke Game Night, der viser rækkevidden af hendes talent.

Det går bedre – og sjovere – i birollerne. Her er det især Jesse Plemons, der gør sig bemærket, som creepy politibetjent-nabo.

Kyle Chandler er også flødebolle-fin som Batemans bror, der både planlægger løjerne, men også, med sin kriminelle baggrund, er skyld i, at de bliver lige lovligt virkelige.

Instruktør-makkerparret John Francis Daley og Jonathan Goldstein skaber en gang imellem reel luft under vingerne på filmen.

Når Game Night forvandles til en regulær actionkomedie og leverer et par velinstruerede actionscener, så løfter den sig faktisk fra middelmådigheden.

Jagten på et faberge-æg er veloplagt skruet sammen så den ligner en enkelt optagelse, og den sjoveste scene i Game Night er noget så klassisk som en kugle, der skal fjernes fra en arm.

Af samme grund kan det være fristende, at bedømme Game Night i sammenligning med de værste samlebåndskomedier Hollywood byder på.

Så ser Game Night slet ikke så skidt ud.

Men sandheden er, at den på egen hånd bare ikke er særligt god. Højdepunkterne trækkes ned af flade karakterer og pointeløse popkultur-referencer.

Apropos David Fincher, så leverer Cliff Martinez et soundtrack, der havde gjort sig bedre i en film af den instruktør. En omgang elektronisk pulserende musik, der er meget bedre end den film, det er del af.

Heldigvis kan du jo altid se The Game igen. Den er da egentlig også meget sjov.

Game Night er en gang imellem veloplagt, men for det meste forglemmelig. Som samlebåndskomedie er den bedre end de værste, men det gør den ikke til en decideret god film.