Furiosa anmeldelse: Ikke endnu en prequel

Åh nej, ikke endnu en prequel.

Men sådan er det jo med de store Hollywood franchises. Alle fortællemæssige huller skal udfyldes, når blodhundene lugter penge.

På den måde har vi efterhånden fået gjort alle mytiske dele af Star Wars-universet banalt bogstavelige på lærredet. Vi har set den kedelige oprindelse på for utallige elskede slasher-skurke, og selvfølgelig fået svar på, hvordan Harry & Lloyd fra Dum & Dummere egentlig mødte hinanden.

Og nu sker det så også for en af filmhistoriens mest elskede serier.

Instruktør George Millers hjertebarn Mad Max-serien overgik som bekendt sig selv — og alle andre — i den på en gang barokke og lige til benet Mad Max: Fury Road fra 2015.

Den film er ikke bare Millers bedste blandt et slaraffenland af fantastiske film. Den er et filmhistorisk mesterværk og en triumf af en actionfilm.

Så meget desto mere forstyrrende er det, at vi nu skal have en film i Mad Max-serien baseret på filmens store stjerne Imperator Furiosa.

En karakter der netop levede i kraft af sin vagt optegnede baggrundshistorie, og detaljer — en metalarm, motorolie på halvdelen af hovedet — som filmen i høj grad overlod til publikums fantasi at forklare.

En karakter der blev spillet af Charlize Theron med så meget stål i øjne og rygrad, at hendes præstation blev umiddelbart ikonisk.

Og den rolle skal så nu overtages af en anden skuespiller, udtryksfulde Anya Taylor-Joy, der sine mange kvaliteter til trods, aldrig har spillet samme kaliber af filmisk badass som Furiosa.

Og oveni det skal vi fandeme have svar på alt det, vi aldrig ville vide.

Hvad der skete med Furiosas mor, hvordan hun fik sin arm og, ja, også olien på det kortklippede hoved.

Men en ting er godt i al denne ulykke.

Furiosa hører heldigvis til blandt de bedste prequels nogensinde, og er en uimodståelig mastodont af en hæsblæsende actionfilm i samme kaliber som sin forgænger.

For George Miller har selvfølgelig gjort det igen.

Furiosa lægger sig tæt op af sin umiddelbare forgænger, men i stedet for et stramt fortalt actionoverflødighedshorn er den en god gammeldags storfilm.

En slags ‘biblical epic’ ala William Wyler eller Cecil B. DeMille, der opruller sin hovedrolles liv fra hun er en ganske lille pige og helt frem til Fury Road starter.

Det er George Millers mest mytologiserende film, og den hidtidige kulmination på instruktørens fascinations af menneskehedens mytefortælling som udlagt af Joseph Campbell.

Filmens overlegne kulørte og grotesk brutale univers føles som en slags moderne pendant til fortællingerne fra nordisk mytologi (og alle de andre for den sags skyld), der kombinerer hjertebankende og sensationel underholdning med ægte menneskelige budskaber.

På en eller anden måde har Miller lavet en prequel, der besvarer spørgsmål om en elsket karakter uden at gøre filmens univers mindre.

Tværtimod har Millers bizarre postapokalyptiske verden aldrig føltes mere unik end i denne digitalt forstærkede version.

Og instruktørens dybt humanisme er også til fuldt skue i en fortælling, der nøje overvejer hvordan man bevarer håb og medmenneskelighed i en knust grusom verden.

Og oven i alt det er Furiosa selvfølgelig en knoglerystende filmisk fryd.

Når Miller folder sig ud føles det som en ‘ren’ filmoplevelse. Sanseligt overvældende og alligevel krystalklar filmkunst.

Fra den intenst spændingsfyldte åbningsscene — hvor komponist Tom Holkenborgs (Junkie XL) trommetema glider umærkeligt ind og ud af den samme rytme skjult i en motorcykels pulserende støj — til den følelsesladede finale, der både visuelt og fortællemæssigt skraber overfladen af sin helt og skurk, er Furiosa en ustoppelig filmfryd, der på en gang føles som 3 sæsoner af en mesterlig TV-serie og kortere end sine 2½ time.

Furiosa forsøger ikke nødvendigvis at overgå sin forgænger i non-stop action, og alligevel byder den selvfølgelig på en perlerække af actionsekvenser, der står som topmålet af films formåen med køretøjs-action.

Men Miller instruerer alle sine scener på samme filmisk fortællende måde — fra en simpel dialogsekvens til 20 minutters angreb på en gigantisk lastbil.

Imens folder Anya Taylor-Joy nye sider af sit talent ud — sammen med de yngre skuespillere der også får lov til at spille Furiosa — så overgangen til Charlize Theron føles umærkelig.

Det samme gælder for Chris Hemsworth, der er uforglemmelig som filmens stjernepsykopat af en skurke, der får lov til at overraske på flere måder i løbet af filmen.

I sidste ende er Furiosa en prequel, der helt umuligt ender med at give sin forgænger mere følelsesmæssig slagkraft, imens den er sit helt eget indlæg i en storslået mytologi.

Prequels kan åbenbart være gode, hvis bare instruktøren har fortællekraft som Spielberg, overblik og ambitioner som Cameron og sin helt egen blanding af brutal vold og hjertevarmende humanisme.

Furiosa er et knoglerystende mesterværk, der helt umuligt ender med at gøre sin geniale forgænger endnu bedre.