For evigt anmeldelse: Munden fuld
Allerede med sin første spillefilm Danmarks sønner viste instruktør og manuskriptforfatter Ulaa Salim, at han ikke er bange for at tage munden fuld.
For en debutfilm der både er samfundskritik, følsomt drama, dystopisk fremtidsvision og slagkraftig thriller er ikke hverdagskost.
Det er ikke hverdagskost som debutfilm, men slet ikke hverdagskost i dansk film, som kan kritiseres for at tage for mange musebidder.
Men Salim er ikke til musebidder. Han tager som sagt munden fuld.
Således også i sin anden film For evigt, der er noget så sjældent som et solidt bud på en dansk science fiction-film.
Ikke alene det. For evigt er også en kærlighedshistorie fortalt over 15 år. Et eksistentielt drama hvor fire skuespillere spiller to karakterer i forskellige aldre.
Derudover er den spækket med imponerende effekter fra Copenhagen Visual og Reykjavik Visual, der både er gennemtænkte og velintegrerede i filmen.
Det er en af den slags film, der viser, at dansk film ikke behøver være bange for at lave mere i de fantastiske genrer.
Historien om marinebiologen Elias, der vælger at lukke en sprække på bunden af havet frem for sit kærlighedsforhold til sangeren Anita, er heller ikke bange for at have store filmiske forbilleder.
For For evigt er en metaforisk science fiction-fortælling, hvor de utrolige elementer i virkeligheden er stand-in for hovedkarakterens følelsesliv.
Det er derfor ikke svært at skimte moderne scifi-fortællinger som Arrival, Inception og Ad Astra i filmens blanding af det nære og det storslåede.
Og selvfølgelig lurer Rumrejsen år 2001 i kulissen (selvom rejsen her går under vandet i stedet for til verdensrummet, er den lige så eksistentiel) og selvfølgelig også den indadvendte Solaris.
Det er fandeme både ambitiøst og usædvanligt, at en stemme i dansk film sigter så højt. Desto bedre er det, at For evigt hovedsageligt rammer sit mål.
Scenografien, billederne og lyddesignet er af Hollywoodkvalitet, mens især Simon Sears og Viktor Hjelmsø imponerer på skuespilsiden som henholdsvis ældre og yngre udgaver af Elias.
Imens er Nanna Øland Fabricius med til at give filmen hjerte med sine musikalske evner i rollen som den ældre Anita (fik jeg nævnt at For evigt også næsten er en musical?), selvom hun ikke helt kan leve op til det mere nuancerede spil, som Anna Søgaard Frandsen leverer som den yngre udgave af Anita.
Og, nåh ja, når man tager munden fuld, så løber der selvfølgelig lidt ud af mundvigen.
For dialogen i Salims eget manuskript er ikke altid lige elegant, og det samme gælder filmens tunge symbolik, der især mod slutningen forklarer sig selv til døde.
Jeg køber heller ikke altid filmens visuelle repræsentation af nære relationer, som to mennesker der lægger panderne mod hinanden i smukt modlys, og af samme grund fik filmens centrale romance aldrig helt hevet mig med.
Og selvom filmens forbilleder er lige så store som dens ambitioner, så betyder det også at For evigt byder på meget få egentlige overraskelser, når den ender ved en destination, som er nem at spå ganske kort tid inde i filmen.
Måske Salim med fordel kunne bruge en medmanusforfatter til at få det bedste ud af sine ideer?
Men det betyder egentlig ikke så meget.
For i mellemtiden kan man nyde filmens tekniske kompetencer og fortællelyst, når den leger med imponerende kamerabevægelser og skifter format for at understøtte historien.
For Ulaa Salim kan have meget i munden, og jeg vil altid hellere se en film, der tager munden lidt for fuld, end en der tager musebidder.
For evigt er både storslået og intim, når den kaster sig ud i noget så usædvanligt som et medrivende — og dansk — scifi-kærlighedsdrama.
