Five Nights at Freddy’s anmeldelse: Chokerende få chok
Jeg havde ikke de helt store forventninger til en filmatisering af Five Nights at Freddy’s.
Det oprindelige spil i spildesigner Scott Cawthons overvældende succesfulde spilserie — og det eneste jeg har spillet til ende — sætter spilleren i skoene på en nattevagt på en nedlagt Chuck E. Cheese-lignende familierestaurant.
Her skal man som spiller udnytte en begrænset mængde strøm til at holde opsyn med restaurantens levende og blodtørstige mekaniske maskotter gennem en serie overvågningskameraer.
Og selvfølgelig bevæger maskotterne — med titlens Freddy i front — sig hovedsageligt, når man ikke kigger, og man kan kun bruge et kamera af gangen, og skal også helst have strøm nok til dørene, der i sidste instans kan stoppe monstrene fra at springe på en.
I virkeligheden er Five Nights at Freddy’s — altså spillet — en chok-simulator, lavet til at få spilleren til at hoppe i sædet, når Freddy og co. stikker fjæset helt op i skærmen.
Det er lige så simpelt og monotont, som det er underholdende, og spillet fik et overvældende liv i YouTube reaktionsvideoer.
Det 10. spil i serien står til udgivelse nu til december og har fået følgeskab af mindst en håndfuld spin-offs samt en romanserie, der har gjort spillets univers til et komplekst netværk af historier, der passer perfekt til en internet-klog yngre målgruppe.
Men helt grundlæggende, så handler løjerne om at hoppe i sædet.
Og netop derfor er det også både overraskende og underligt, at instruktør Emma Tammis filmatisering af universet er så fattig på netop chok.
For Five Nights at Freddy’s tilbringer nemlig overraskende lidt tid i den skumle nat på den berygtede restaurant, og overraskende meget tid på en sløvt fortalt historie om sin hovedpersons barndomstraume, fortalt gennem den samme kedelige drømmesekvens som filmen vender tilbage til et ulideligt antal kedelige gange.
Løjerne starter ellers godt med en gysende åbningssekvens, der effektivt introducerer konceptet.
Og Emma Tammis film har i sine bedste øjeblikke en smag af familiegys med ægte bid; som en moderne udgave af Gremlins.
Scenografien i den gustne restaurant og 80’er/90’er VHS-æstetikken er også på plads. De enkelte gysersekvenser — hovedsageligt i filmens første halvdel — med maskotterne i hovedrollen er egentlig også behændigt instrueret.
Potentialet er der.
Men manuskriptet drukner lidt forvirrende sig selv i lange uinteressante dialogscener og kluntet karakteropbygning, som jeg tvivler stærkt på at inkarnerede Freddy-fans vil sætte pris på.
Imens får filmen også alt for hurtigt afmystificeret sit bedste kort; de mekaniske monstre, på en måde, der næsten helt suger spændingen ud af løjerne.
Josh Hutcherson spiller en sært energiforladt hovedperson, mens filmen også byder på tvivlsomt barneskuespil.
Matthew Lillard er til gengæld et perfekt valg til en afgørende overspillet rolle, og filmens egentlige hovedpersoner — restaurantens på en gang nuttede og rædselsvækkende maskotter — er vakt imponerende praktisk til live af Jim Henson’s Creature Shop.
Men det er desværre bare ikke helt nok til at dække skuffelsen over en filmatisering af Five Nights at Freddy’s, der ikke alene mangler chok, men også for ofte er decideret kedelig.
Five Nights at Freddys ligner sit oplæg, men lider af en chokerende mangel på chok og en alt for lang spilletid.
