First Reformed anmeldelse: En omgang Schrader feel-bad

Pastor Ernst Toller har ikke ligefrem et tiltalende liv.

Når han ikke holder prædikener i First Reformed-kirken, tager han sig en pause i sit asketisk indrettede hjem, hvor han nyder en diæt hovedsageligt bestående af whiskey og lidelse.

Hvis ikke han føler sorg over tabet af sin søn i Irak-krigen, hiver kaniner ud af pigtråden omkring den historiske kirkegård, eller sælger kirke-merchandise til uinteresserede turister så pisser han blod i sit lille toilet.

Det hele nedfældes med dystre ord i en dagbog, han har tvunget sig selv til at holde i et ord.

Det hele ser altså rimeligt sort ud i First Reformed allerede inden pastor Toller skal rådgive en yngre miljøaktivist og hans gravide kone.

Aktivisten Michael har ikke samvittigheden til at bringe et barn ind i en verden, som menneskeheden allerede har ødelagt, og når Toller taler til ham om håb, lyder det mest af alt, som om han prøver at overbevise sig selv.

Men selvom tingene så sorte ud for Toller allerede inden mødet med det unge par, så begynder det for alvor at skride for den dunkle præst efter mødet.

Men en håbefuld omgang feel-good er nok også det sidste, man bør forvente af instruktør og forfatter Paul Schrader.

Schrader har en både interessant og ujævn karriere som instruktør bag sig, men er stadig nok mest kendt for sit samarbejde med Martin Scorsese som forfatter til blandt andet Taxi Driver og Raging Bull.

Og netop Taxi Driver, og til dels også Schrader og Scorseses Bringing Out the Dead, er oplagte søskendefilm til Schraders nyeste – og måske bedste – værk som instruktør.

Igen står en foruroliget og foruroligende mand i centrum, splittet af eksistentielle spørgsmål om religion, politik og død.

Denne gang spilles han eminent og indadvendt af Ethan Hawke. Hawke leverer en af karrierens vel nok bedste præstationer, som den på en gang dygtige og dybt forstyrrede præst, der begynder at se hullerne i både sin egen religions system og menneskeheden som helhed.

Det er tunge sager, og de bliver ikke gjort mindre tunge af Schraders asketiske og vildt vellykkede filmsprog.

Schrader og fotograf Alexander Dynan lukker Toller inde i smalle billeder, der er lige så klaustrofobiske som præstens eget liv.

For filmnørder – som Schrader selv – er det et udtryk, der sender referencer til flere af filmhistoriens helt store mestre – fra Dreyer til Bresson og Tarkovsky – men First Reformed ender heldigvis med at være mere end et ekko af fordums storhed.

Schraders dystre verdenssyn og Hawkes hypnotiserende præstation er endt i et åbent sår af en film, der hænger ved længe efter de sidste rulletekster er løbet over lærredet.

Tollers livslede tager simpelthen plads i publikum, og filmens minimale strejf af sort humor gør kun smerten større.

Endelig har Schrader instrueret en film, der nemt kan tage plads ved siden af hans bedste arbejde som manuskriptforfatter.

Du skal bare ikke forvente at komme ud med fornyet lyst til livet.

First Reformed er en film så skarp, at man kan skære sig på den og Paul Schraders absolut bedste arbejde siden Taxi Driver.

First Reformed er månedens film i Cinemateket.