Ferdinand anmeldelse: Den søde tyr
Han er sød ham Ferdinand.
Også selvom verden siger, at han ikke burde være det.
En stor muskuløs tyr som ham skal være en kriger. En nådesløs maskine af muskler, hvis skæbne det er at blive sendt i tyrefægter-arenaen til en kamp på liv og død.
For tyren mest død, selvfølgelig.
Men han er altså sød alligevel. Han elsker små fine blomster og nægter at gøre dem – eller nogen andre levende væsner – fortræd.
Hans elastisk udtryksfulde ansigt og øjne større end hvad jeg nogensinde har set på en tyr, gør ham til en charmetrold, også for publikum.
Og det er ikke kun tyren Ferdinand, der er sød. Det er også filmen Ferdinand, der er sød.
Helt igennem sukkersød, faktisk.
Den kulørte animation er sød. Den præsenterer fint et postkort-lignende kulørt Spanien, som de karikerede, men søde, figurer får lov at boltre sig i.
Sødme er der faktisk i hele persongalleriet. Tyrene omkring Ferdinand mobber ham med hans blomstersniffende adfærd som lille, men bare rolig, senere viser de sig også at være rigtigt søde.
Det gælder også udvalget af humoristiske bifigurer, der ud over tyrene inkluderer en gakket ged, en flok snedige pindsvin, en flok forfængelige heste og en lidt gnaven hund.
Kun en enkelt figur er ikke helt så sød. Den selvfede tyrefægter El Primero der insisterer på at kæmpe med Ferdinand.
Han og truslen om at ende i slagtehuset repræsenterer den egentlige fare i Ferdinand, men det bliver aldrig rigtigt farligt.
Til det er Ferdinand – ja du gættede det – for sød.
I stedet går tiden med små vellykkede Looney-tunes inspirerede optrin. Endelig får vi at se hvordan det egentlig ser ud, når en tyr er fanget i en porcelænsforretning.
Og en tur på slagteriet forvandler sig til en hektisk omgang samlebåndsaction. Altså helt bogstaveligt action på et samlebånd.
Det er godt at de sjove bifigurer og den gakkede action fungerer, for det er en noget tyndbenet historie Ferdinand præsenterer.
Efter indledningen træder den faktisk godt og grundigt vande frem til den store finale. Det skyldes måske nok at filmen er baseret på en børnebog af samme navn med beskeden længde
Ud over komiske bifigurer og vellykket slapstick fyldes tiden desværre også ud med halvlunkne popsange.
Men det forhindrer den altså ikke i at være oprigtigt sød.
Nok er Ferdinand både ufarlig og forudsigelig – der er mere at komme efter for børn end for voksne – men den er virkelig også svær at være sur på.
Ferdinand er en sød film for hele familien. Den kompenserer for en tynd historie med et stort udvalg af charmerende bifigurer og sjove optrin. Den leverer ikke mere end du forventer, men det er sådan set også nok.
