Fahrenheit 11/9 anmeldelse: Den duknakkede hævner vender tilbage
Så er han tilbage.
Den duknakkede hævner med baseballkasketten, der aldrig opgiver sin kamp mod kapitalismen og de korrupte politikere.
Michael Moore.
Det er nu ikke fordi, han egentlig har været væk. Men den socialistiske filminstruktørs sidste håndfuld værker har ikke rigtigt haft samme gennemslagskraft, som de tidlige film havde.
For engang var Michael Moores film et fænomen.
Fra gennembruddet med den skarpe Roger & Me, over det vel egentlige hovedværk Bowling for Columbine og frem til den arrige, men rodede, Fahrenheit 9/11, var Michael Moore en mediepersonlighed alle kendte.
Og vel på mange måder den mest kendte dokumentarist nogensinde.
Sådan er det desværre ikke helt mere.
Moores nyeste film har floppet i USA, og får også kun enkelte såkaldte event-visninger i danske biografer.
Er det så fordi instruktøren har mistet grebet, eller er det fordi hans stemme ikke kan høres helt så højt i et uoverskueligt og kaotisk medielandskab?
Svaret er nok et sted midt imellem.
For Fahrenheit 11/9 er langt fra instruktørens bedste film.
Til det er den alt for rodet og usammenhængende.
Hvad der starter som en undersøgelse af Trumps vej til magten, bevæger sig også forbi vandforurening, skoleskyderier, unge græsrodsaktivister og lærerstrejker.
Sammenhængen er ofte svær at finde i Moores arrige angreb mod Trumps USA, der måske lidt overraskende også sender masser af skyts mod demokraterne.
Det betyder til gengæld ikke at Moore helt har mistet grebet.
Hans propagandistiske kombination af happenings med sig selv i centrum, arkivoptagelser, animation og interviews alt sammen bundet sammen af Moores egen velkendte røst, er stadig stærkt underholdende.
Det er svært at stå for, når Moore bygger et tilsyneladende solidt argument op for, at Trumps præsidentkampagne startede som et mediestunt for at få mere i løn end Gwen Stefani, eller når han viser Trumps tilhængere på valgnatten tilsat satanisk messen.
Ja, det hele er mere video-essay med et løst hold om virkeligheden, end egentlig klassisk dokumentar, men selv hvis man ikke er enig med Moore, så er det svært at undgå underholdningsværdien.
For os andre, der er enige, stiger underholdningsværdien selvfølgelig eksponentielt.
Og så løfter Fahrenheit 11/9 sig endda endnu højere, i et midterstykke, der fokuserer på vandforureningen i Moores hjemby Flint, og politikernes inkompetente behandling af sagen.
Her kommer en ægte menneskelighed ind i Moores ellers lidt rablende udråb om USA’s tilstand, og Fahrenheit 11/9 havde sandsynligvis været en bedre film, hvis denne mere personlige historie havde været fokus.
Men Moore vil mere end det, meget mere, og selvom det aldrig er andet end stærkt underholdende, så mister det skarphed.
Trumps USA har måske mere brug for en sterilt dissekerende skalpel, mens Moore er mødt op med et oversavet jagtgevær rettet mod himlen.
Men det er nu ikke fordi, jeg ikke kan forstå ham.
Fahrenheit 11/9 er en stærkt underholdende bredside rettet mod Trumps USA, også selvom Moore ikke rammer med alle kanonkuglerne.
