Panda i Afrika anmeldelse: Noget virker bekendt

Grav lige dine minder frem om de sidste tredive års mainstreamanimation, og se om du kan genkende noget af det her.

En drage, der har problemer med at flyve. En asiatisk landsby fyldt med talende pandaer. En ung løve, der er arving til tronen som kongen af junglen. En skurkagtig onkel-løve med skumle planer. Tre fjollede hyæner.

Det er næsten helt overvældende så meget den delvist danskproducerede (og instruerede) En panda i Afrika trækker på elementer fra succesfulde amerikanske animationsfilm.

Jeg håber, at det er tænkt som en hyldest. Men med 4 krediterede manuskriptforfattere tyder noget på, at En panda i Afrika måske er noget genbrugt rod af andre grunde.

Og det er filmen desværre; altså noget genbrugt rod.

For de mange genkendelige elementer bruges ikke rigtigt til andet end at skabe et unødigt rodet plot i en film, der egentlig på bunden bare gerne vil fortælle en velmenende og simpel historie om venskabs helende kræfter.

Resultatet er desværre en for ofte kluntet og langstrakt animationskompot, der henter mere end bare inspiration fra forbilleder, som den med sine mere begrænsede midler aldrig for alvor kan leve op til.

Ikke i hverken teknisk eller animationsmæssig kvalitet i hvert fald.

For selvom En panda i Afrika gør sit bedste for at ligne idolerne hos Disney, Dreamworks og Pixar, så rækker budgettet ikke langt nok til den slags overvældende computeranimation.

Som for ofte med europæiske animationsfilm, havde En panda i Afrika nok vundet ved at vælge et mere enkelt og stiliseret udtryk.

Det betyder ikke, at der ikke er lagt arbejde i udtrykket.

For En panda i Afrika er i sin egen ret fint animeret og flot lyssat. Den har bare ikke midlerne til at ligne Kung Fu Panda, Løvernes Konge eller nogle af de andre film den frimodigt låner fra.

Og med et bedre manuskript kunne En panda i Afrika have været langt mere mindeværdig.

Filmen er fint instrueret i enkeltscener, godt klippet og undgår det forhastede tempo, som amerikanske animationsfilm ellers ofte lider under.

Der er også både sjove replikker og muntre bifigurer undervejs, så man føler ikke nødvendigvis, at tiden er decideret spildt.

Alligevel havde min datter — som jeg havde med til visningen af filmen — et lidt forblæst udtryk, da filmen var slut, og hun havde nemmere ved at huske enkelte figurer, end hvad der egentlig skete i det forvirrede og sammenstykkede plot.

Sådan havde jeg det også.

En panda i Afrika har ofte håndværket i orden, men taber sammenhængen i en håbløs jagt på at ligne amerikanske forbilleder.