Edie anmeldelse: Kedelige Edie

I virkeligheden ville resultatet af at sende en tilfældig 83-årig på bjergbestigning nok være ret forudsigeligt. Det ville ikke ende godt.

Lige så forudsigeligt er det, når en film gør det samme. Så vil det selvfølgelig lykkes.

Men den slags forudsigelighed er ikke nødvendigvis et dødsstød for en film. Man kan kompensere for meget med stærke karakterer eller stil.

Det gør instruktør og manuskriptforfatter Simon Hunter desværre ikke med Edie.

Fortællingen om 83-årige Edie, der efter sin mands pludselige død bestemmer sig for at udskyde en fremtid på plejehjem med en realisering af barndomsdrømmen om at bestige et skotsk bjerg, omfavner nemlig forudsigeligheden i kvalmende grad.

Der er absolut ingen overraskelser, når den gråhårede ener drager på eventyr i den moderne verden i håbet om et sidste eventyr inden døden banker på.

Selvfølgelig bliver hun lige helt tilfældigt venner med den lokale unge camping-ekspert Jonny, der kan oplære hende i bjergvandringens ædle kunst.

Det foregår i øvrigt i en række scener, der byder på folkekomiske højdepunkter som en ung fyr, der får et uønsket kig op under Edies grå nederdel og Jonny der falder i en sø.

Det er cirka lige så komisk, som ideen om et sidste livseventyr er originalt.

Imens hamrer Debbie Wisemans sentimentale musik løs på følelsesregistret, så ingen er i tvivl om, hvornår det hele skal være henholdsvis gakket og rørende.

Helt galt går det i filmens sidste del, da Edie skal gennemføre sin mission, og dramaet når nye utroværdige højder.

Vil Jonnys kæreste virkelig forlade ham, fordi han vil hjælpe en gammel dame med hendes sidste ønske?

Næppe, men det er åbenbart ikke dramatisk nok, at lade Edie bryde fri at et liv hun har brugt på at opvarte mand og børn.

Og det er synd. For Sheila Hancock leverer mere i hovedrollen end det fade manuskript fortjener. Hun har mere intelligens og skarphed bag øjnene, end karakteren Edie kan leve op til.

Bedst fungerer hun i filmens begyndelse, da hendes datter konfronteres med at moren aldrig har været tilfreds med sit liv.

Men den streng af oprigtigt interessant drama forlades hurtigere end du kan tage vandrestøvler på, og erstattes med selvhøjtidelige droneoptagelser af det skotske højland, der havde hørt bedre hjemme i et rejseprogram.

Men der er nu alligevel noget fascinerende i at se den 83-årige enspænder på det store grønne bjerg.

Og her mener jeg skuespilleren Sheila; ikke den kedelige Edie.

Måske en dokumentar om optagelserne af Edie ville have mere tyngde end filmen selv?

Edie er en håbløst oversentimental og forudsigelig senior-rejse, der ikke lever op til sin hovedrolleindehavers talenter.