Du er den anmeldelse: Giv ham den!
Det er sikkert bare mig, der er barnlig.
Men det er fandeme sjovt, at den danske oversætter på den nye komedie Du er den er gået hele vejen med sin oversættelse.
Den danske distributør har ikke valgt at oversætte den amerikanske titel Tag, til f.eks. Fangeleg eller måske bare Fanger, som vi kaldte legen, da jeg gik i skole. Så bliver oversætteren jo nødt til at følge trop.
Så i underteksterne taler hovedpersonerne i Du er den hele tiden om, hvordan de skal give hinanden den.
‘Jeg skal nok få givet dig den!’. ‘Jeg giver ham den denne gang’’. ‘Giv ham den!’.
Det tillægger ligesom filmen en ny dimension.
Til gengæld siger det nok noget om det egentlige indhold i Du er den, at det er oversætterens valg, jeg husker bedst fra filmen.
Ikke at Du er den er en egentlig dårlig film. Af amerikanske komedier er den langt fra i bunden. Den vil bare for meget og ender derfor med at gøre det hele halvt.
Det passer heller ikke helt, at de lumre undertekster er det eneste, der gjorde rigtigt indtryk i Du er den.
Under rulleteksterne byder Du er den nemlig på et par klip af den vennegruppe, som filmen er baseret på. En vennegruppe der har leget den samme omgang fangeleg hver eneste maj måned i snart 30 år.
Alle kneb gælder for at komme tæt nok på de andre til at fange dem. Hverken begravelser ellere fødeklinikker er hellige, og forklædninger er et typisk trick.
De få klip af virkelighedens fangelegere er desværre både sjovere og sødere end størstedelen af Du er den.
Filmen fanger kun glimtvis det betagende i en gruppe mænd, der har brugt en børneleg som undskyldning for at holde kontakten meget længere, end de fleste skolekammerater gør.
Kemien er ikke altid lige skarp mellem de centrale skuespillere.
Sjovest er nok Hannibal Buress, selvom det mere skyldes hans komiske talenter end den lidt fladt skrevne karakter.
Jeremy Renner får lov til at bruge sine Hawkeye-actionevner i rollen som Jerry, den eneste af de fire venner, der aldrig er blevet fanget.
Nu skal Jerry giftes, og de tre andre sætter selvfølgelig alt ind på endelig at fange flugtmesteren.
I instruktør Jeff Tomsics tolkning bliver det til en serie små komiske actionsekvenser – bl.a. en jagt mellem golfbiler og en slåskamp i et supermarked – og det er faktisk her Du er den fungerer bedst.
Det er grin at finde i vennernes tiltagende vanvittige påfund for at fange Jerry, og hans mindst lige så vanvittige måder at slippe væk på.
Men tonen er underligt ujævn, fra det troværdige til det tegnefilms-agtigt usandsynlige, og selvom Du er den tit fik mig til at smile, så er jokesne aldrig helt skarpe nok til for alvor at ramme plet.
Og Du er den vil ikke kun være komedie og action, den vil også have sit publikum til at fælde en tåre.
Mod slutningen vil filmen pludselig tages alvorligt, og det smelter simpelthen aldrig sammen med den ellers uhyre letbenede tone.
Det forhindrer ikke Du er den i at være en halv-hyggelig måde at tilbringe en time og 40 minutter på, men en dokumentar om virkelighedens fangeleg, havde nok både været sjovere og langt mere rørende.
Du er den er en munter, men ujævn, filmoplevelse, der aldrig for alvor lever op til den virkelige historie, den er baseret på.