Doctor Sleep anmeldelse: Kubrick vs. King

Instruktør Mike Flanagan har kastet sig ud i noget af en brobygningsprojekt.

På den ene side står Stephen Kings højtelskede romanklassiker The Shining. En dybt skræmmende bog, om hvordan alkoholisme kan flå en familie itu.

På den anden side står Stanley Kubricks filmatisering af The Shining. Et audiovisuelt mesterstykke og filmhistorisk gyserklassiker.

Vel nok en af mest ikoniske gyserfilm nogensinde.

Men Kubricks The Shining er markant anderledes end Kings, og forfatteren har aldrig været tilfreds med den.

Nu prøver det nye store gyserhåb, Mike Flanagan, der for alvor fik mainstream-succes med serien The Haunting of Hill House, så at får de to til at nærme sig.

Limen mellem de to værker er Kings egen romanopfølger til The Shining: Doctor Sleep fra 2013.

Den bog prøver Flanagan at gøre til en film, der samler trådene fra både Kubrick og King og forhåbentlig behager fans af begge.

Men King er, på trods af sine evner i grusomheder en følelsesladet romantiker, hvis største force er karaktererne.

Og Kubrick lavede køligt intellektuelle filmiske mesterstykker, der altid føles en armslængde fra de historier de fortæller.

Det er, for at sige det ligeud, et lettere vanvittigt projekt, at få de to til at hænge sammen, men i størstedelen af den nye films anseelige spilletid, fungerer det faktisk overraskende godt.

Flanagan viser sig at være noget nær den perfekte King-filmatisør, når han angriber historien om den nu voksne og alkoholiserede Danny Torrance.

Ewan McGregor er god og overraskende underspillet som den plagede mand, der har brugt en livstid på at flygte fra barndommens traumer og sine egne – og især sin fars – dæmoner.

Flanagan klipper lidt i forlægget, for at gøre Doctor Sleep til en opfølger på Kubricks film, og selvom det skurer lidt at se andre i den oprindelige films ikoniske roller, så fungerer det faktisk.

Doctor Sleep giver sig tid til at oprulle bogforlægget relativt komplekse historie, og mest af alt tid til at karaktererne kan ånde.

Historien om den alkoholiserede Danny, der stille og roligt kommer på ret køl, mens han arbejder på et hospice, er præcis så stilfærdigt rørende, som den var i Kings bog.

Inden længe stikker det overnaturlige selvfølgelig sit hoved frem, da Danny får kontakt med en ung pige, der som Danny også har psykiske evner.

Og snart må de to arbejde sammen for at stoppe en gruppe energi-vampyrer.

Det er så King’sk som det kan blive, men det ligger også godt til Flanagans eget typiske fokus på plot og karakterer, selvom fortællingen måske mere er i fantasy-hjørnet end rent gys.

Og i sin stil nikker Flanagan til Kubrick, uden at det bliver for meget. Musik (som delvist er lånt direkte fra The Shining), brugen af lyd og kompositionerne er Kubrickske, men tilsat Flanagans egne evner til suspense.

Det fungerer overordentligt godt, og størstedelen af Doctor Sleep hører faktisk til blandt de allerbedste King-filmatiseringer.

Men så er der den sidste halve times tid.

Og der går det galt.

Flanagan ændrer forlæggets slutning til en dårlig undskyldning for at geniscenesætte de mest ikoniske øjeblikke fra Kubricks film.

Som en slags The Shining-greatest hits eller Kubrick The Force Awakens trækker han publikum igennem den ene rekreation efter den anden.

Det er tider teknisk imponerende og til tider – især når andre skuespillere får den sure tjans at efterligne klassiske præstationer – tåkrummende dårligt.

Resultatet er desværre at historien tabes på gulvet til fordel for en fanboy-drevet nostalgi-tur til Overlook Hotel.

Så nostalgisk er Kings forlæg aldrig, og usentimentale Kubrick havde næppe heller været tilfreds med den sære kopi.

Faktisk truer det med at sænke hele foretagendet.

Men heldigvis er rejsen frem til den skuffende slutning både så vellavet og respektfuld for sit forlæg, at Doctor Sleep holder sig ovenvande.

Men måske Flanagan bare skulle have droppet broen til Kubrick og fokuseret på at vække King-historien til live på lærredet.

Doctor Sleep er en konstant underholdende Stephen King-filmatisering, også selvom den store finale drukner i nostalgiske rekonstruktioner af Stanley Kubricks klassiker.