Den tid på året anmeldelse: Paprikas fede juleferie

Jeg starter med at beklage mig. To ting irriterer mig ved Den tid på året.

Først og fremmest sneeffekterne, som jeg er sikker på mange mennesker har arbejdet på i lang tid. De er oftest fine, men nogen gange er de simpelthen for åbenlyst falske.

Det er ærgerligt, i en julefilm hvor sne spiller en stor rolle.

Min anden – og markant mindre – klage er musikken.

Den fungerer også, for det meste, men en gang imellem fylder den simpelthen for meget. I mindst en scene underminerer musikken endda filmens pointer ved at understrege dem for kraftigt.

Det er den slags filmanmelder-flueknepperi, man kan tillade sig, når en film er så god som tilfældet er med Den tid på året.

Instruktør Paprika Steens syrlige take på julen, hører nemlig til blandt årets bedste danske film.

Med både stort overblik og sans for detaljen inviterer Steen og manuskriptforfatter Jakob Weis publikum med indenfor i en ubehageligt spiddende familiejul i middelklassen.

Den tid på året er nemlig en hjerternes fest, med alt hvad det kan indebære af gammelt nag, uudtalte konflikter og støvede traditioner.

Paprika Steen spiller selv den hårdt prøvede Katrine.

Sammen med sin mand Mads, jordnært leveret af Jacob Lohmann, er hun vært for årets familiejul, der samler tre generationer under samme tag.

Allerede inden gæsterne er ankommet er krystalglasset knust, og det er kun starten på en juleaften, der hurtigt kører fuldstændig af sporet.

Spydige bemærkninger flyver hen over den fede mad på julebordet, men den metaforiske adventskrans bryder først for alvor i flammer, da familien sorte får, lillesøsteren Patricia, melder sin ankomst.

Det hele leveres gennem en gruppe uhyggeligt genkendelige karakterer, hvor det nok er de færreste, der ikke kan finde nogen at spejle sig i.

Den tid på året er pumpet fuld af enormt bekendte – og ustyrligt sjove – detaljer fra en typisk dansk jul, og får perfekt illustreret det familiære minefelt julen kan være.

Pludselig skal alle familiens indestængte jalousi og aggressioner samles under skarpt optegnede traditioner.

Julemiraklet er vel i virkeligheden, når det ikke går galt.

Det gør det selvfølgelig i Den tid på året, går galt altså, men Paprika Steens film er ikke et tungt drama. Tværtimod er det en af årets sjoveste film, der lader en stjernegruppe af danske skuespillere boltre sig i et vittigt manuskript.

De slås nærmest om at levere de sjoveste karakterer og præstationer.

Tag for eksempel Sofie Gråbøls sognepræst, hvis første juleprædiken er en lige lovligt heftig hyldest til familien, selvom hun ikke selv kan lade være med at rette sin ordblinde nevø, når han tøvende tvinges til at læse Peters Jul.

Eller hvad med Lars Knutzons afdankede forfatter-morfar, der har købt det samme smørrebræt som gave til alle i familien, og flygter ud i bilen, når familiefølelserne bliver for store.

Men det bedste ved Den tid på året er at al den relativt folkelige komik klinger følelsesmæssigt rent. Paprika Steen udviser både kærlighed til sine fejlbarlige karakterer, men lader dem også vise deres allermest sårbare sider.

Det gør Den tid på året til en film, der ikke bare er sjov, men også overraskende bevægende.

Som instruktør leger Paprika Steen ikke meget med filmsproget, men hun har til gengæld imponerende overblik over det enorme persongalleri, hvor alle får deres øjeblik i solen.

Så kan det også være lige meget med sneeffekterne.

Hvis der findes en bedre dansk julefilm, så har jeg ikke set den.

Paprika Steen smider et kanonslag i risalamanden og leverer ikke bare en af årets sjoveste film, men også et solidt bud på en fremtidig juleklassiker.