Den største lille gård anmeldelse: Bonderøven møder Instagram

Dokumentaren Den største lille gård har en æstetisk, der minder om en krydsning mellem Bonderøven og Instagram.

I lækre kulørte billeder fortæller den historien om ægteparret John og Molly Chester, da de kaster sig ud i at udvikle en bærdygtig gård funderet mere på naturlig biodiversitet end pesticider og det industrialiserede landbrugs teknikker.

Den mission er cirka lige så agtværdig, som filmen er irriterende, når den kaster sig ud i overnuttede animerede sekvenser om goderne ved livets kredsløb eller det helt naturlige i at finde en investor til en 200 hektar stor gård udenfor Los Angeles i sin nærmeste omgangskreds.

Det kan vi da alle sammen gøre.

Det er lidt svært ikke at få trækninger i ansigtet, når strygerne allerede hamrer ud af højtalerne i filmens første kvarter, mens John i en sentimental voice-over forklarer, hvordan parret adopterer en lidende hund, der ellers var blevet aflivet.

For det er selvfølgelig hunden, der inspirerer parret til at dykke ned i det bæredygtige landbrug.

Og det er man aldrig i tvivl om, når dens store våde øjne igen og igen får lov til at kigge direkte ind i kameraet.

Det er for meget.

Men inden du kære læser er i fare for at drukne i min bitre galde, så bliver Den største lille gård faktisk bedre.

Den mister aldrig sin lidt hellige tone eller den lidt for glatte æstetik.

Men når arbejdet med gården går i gang, så bliver den faktisk gribende.

For naturen er ikke tilfreds med gode intentioner, og inden længe vælter komplikationerne ned over den lille gård.

Hvordan får man for eksempel sammenpresset ørkenjord til at blomstre igen.

Og hvad gør man, når prærieulven begynder at dræbe alle hønsene og enorme hære af snegle destruerer frugttræerne?

Mikrodramaerne står pludselig i kø i Den største lille gård, og støt og roligt begynder filmen faktisk at tegne et oprigtigt fascinerende billede af naturens enorme kompleksitet.

Og selvom æstetikken måske er lige glat nok, så hjælpes Den største lille gård alligevel godt på vej af, at instruktør John Chester er naturfotograf.

Han lykkes med at skildre gårdens mylder af liv, som de to hovedpersoner ikke er nær så meget i kontrol over, som de troede.

Og stille og roligt bliver pointen slået fast.

Vi mennesker kan få stort udbytte af at leve i pagt med naturen i stedet for at forsøge at dominere den.

Den pointe strækker sig længere ud end Den største lille gård og er af global betydning.

Men budskabet havde nok også stået endnu stærkere, hvis der var skruet lidt ned for sentimentaliteten og overfladeæstetikken.

Men det forhindrer heldigvis ikke Den største lille gård i at være en seværdig filmoplevelse.

Den største lille gård er måske lige glat nok, men heldigvis også en stærkt underholdende skildring af naturens kompleksitet og et håb for en bæredygtig fremtid.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer