Den sorte jord anmeldelse: En Tintin-journalist

De findes nok mest på film.

De idealistiske journalister med sandheden som ultimativt mål. Journalister på jagt efter retfærdighed helt uden sans for deres eget ve og vel.

Tintin-journalister.

Men heldigvis findes de også i virkeligheden – selvom frekvensen nok er lavere.

Tag bare journalist Gareth Jones. Som udlagt i instruktør Agnieszka Hollands film Den sorte jord, var Jones – der også lægger navn til filmens originaltitel – indbegrebet af en Tintin-journalist.

Kun bevæbnet med kamera og notesblok drog Jones til 1930ernes Sovjet med det yderst ambitiøse mål at interviewe Stalin selv.

I stedet kom han på sporet af Stalins millioner af skeletter i skabet, da han afslørede den såkaldte Holodomor; en menneskeskabt sultkatastrofe, der slugte millioner af menneskeliv.

Det er den virkelige – og noget historisk oversete – fortælling som instruktør Holland opruller i Den sorte jord.

Om Jones var helt så -Tintinsk i virkeligheden, er svært at sige, men i Den sorte jord er arketypen ikke til at komme udenom.

Jones har hverken tid til kærlighed eller spiritus i sin renhjertede jagt på sandheden, og Holland lader første del af sin film udspille sig som en gammeldags spændingsfilm i 1930ernes Moskva.

James Norton gør en god figur som journalisten med et hjerte af guld, selvom han mere er underholdende stereotyp end afrundet karakter.

Det gælder også for Vanessa Kirby og Peter Sarsgaard med fine præstationer som mere eller mindre modvillige journalister i Stalins lomme.

Imens sørger fotograf Tomasz Naumiuk for at det sovjetiske mysterier udspiller sig med den tårnende russiske arkitektur som næsten ekspressionistisk baggrund.

Det er både underholdende og velfortalt – selvom der ikke er plads til mange nuancer i hverken dialog eller karakterisering.

Der er heller ikke plads til mange nuancer, da Jones får tiltusket sig en rejse til det lukkede Ukraine. Pludselig står både han og publikum ansigt til ansigt med en helt uforståelige hungersnød.

Her forvandler Den sorte jord sig meget passende til næsten sort-hvidt rædselskabinet, med frosne lig i sneen og en sult, der driver mennesker til det umenneskelige.

Det er hård kost, og en tiltrængt lommelygte på et i vestligt sammenhæng noget overset historisk kapitel.

Men lidt som det er svært for Jones at vende tilbage til sit gamle liv efter de oplevelser.

Den sorte jord taber desværre lidt tempo i sin sidste del, mens Jones kæmper for at få sandheden om hungersnøden ud til verden og lidt for mange bipersoner tager lidt for meget plads.

Men der skal heldigvis mere til at stoppe Hollands film i at være en både underholdende og gribende belysning af et grusomt indirekte folkemord.

Lidt ligesom der skal meget til at stoppe en Tintin-journalist.

Den sorte jord kaster nådesløst lys på et overset kapitel af verdenshistorien og er samtidig underholdende som ren spændingsfilm.