Den sommer anmeldelse: Tilbage til Grey Gardens

Lad mig bare starte det ud med at gøre det klart: Den sommer er mest for indviede.

Hvis du aldrig har hørt om Maysles’ brødrenes klassiske dokumentar Grey Gardens fra 1975 – og det har du sandsynligvis ikke med mindre du har en særlig interesse for emnet eller har tilbragt et universitets-semester med filmhistorie – så er Den sommer nok mest af alt lidt forvirrende.

Men hvis du allerede har stiftet bekendtskab med det mildt sagt excentriske mor og datter par ‘Big’ og ‘Little’ Edie Beale, så er Den sommer en hyggelig rejse tilbage til deres usædvanlige verden.

Teknisk set er Den sommer vel en slags prequel til Grey Gardens.

Göran Hugo Olssons dokumentarfilm består nemlig hovedsageligt af optagelser fra tiden inden de berømte Maysles-brødre lavede deres film om Beale-familien.

Allerede i 1972 igangsatte Peter Beard og Lee Radziwill nemlig et filmprojekt, der involverede de to Edies, og det er rå-optagelserne til den aldrig færdiggjorte film, der er centrum i Den sommer.

Og det er en fornøjelse at vende tilbage til de to særegne kvinder, der havde levet et uforstyrret liv indtil en række avisartiklerne i begyndelsen af 1970erne afslørede at de levede en sær tilværelse i en uhumsk, isoleret og faldefærdig villa ude i skoven.

Det var interessant for pressen – og vel også for dokumentar-pionererne Maysles-brødrene – fordi de to var i familie med den tidligere præsidentfrue Jaqueline Kennedy.

Men det er nu ikke derfor de to excentriske overklassefruer er interessante på film. Deres stædige insisteren på at leve et liv helt uden for samfundets normale rammer, og deres nære og bizarre familieforhold er hypnotisk fascinerende.

Optagelserne i Den sommer finder de to Edies, da deres liv ser værst ud. Et hus der kun lige nøjagtigt står og en kælder fyldt med sækkevis af katteafføring er kun begyndelsen på den dagligdag som Peter Beard, Lee Radziwill og de offentlige myndigheder bryder ind i.

‘Little’ Edie opretholder konstant sine high-society manerer, ofte til bizar effekt omgivelserne taget i betragtning.

Og netop det bizarre er en uundgåelig del af alle fortællingerne – der udover nu tre dokumentarer også tæller en musical og en TV-film med Drew Barrymore og Jessica Lange – om Beale-familien.

Historier om mennesker der skiller sig så meget ud som Beale-familien, bevæger sig altid på en knivsæg mellem sympati og udstillelse. Griner vi med de charmerende extrentikere, eller af dem?

Optagelserne i Den sommer falder heldigvis til den rigtige side. Det er svært ikke ikke at tænke på moderne realityprogrammer som Extreme Hoarders, når de Edie’erne bevæger sig rundt i deres kaotiske hjem.

Men optagelserne i Den sommer har en overraskende sympati og varme – især på grund af tilstedeværelsen af Lee Radziwill, der selv er i familie med de to – og en hippie-agtig fascination af to mennesker, der har valgt at leve helt uden for det etablerede system.

Den sommer bliver mere end slags hyldest til to anderledes mennesker end en hån, måske endda også mere end den oprindelige Grey Gardens.

Men Den sommer har til gengæld svært ved at fungere som selvstændig film. Det er næsten påkrævet at have set Grey Gardens for at få fuldt udbytte af filmen.

Samtidig er selve optagelserne af de to Edier forsøgt pumpet op i længde med en prolog og epilog, der lader Peter Beard sludre lidt om sine oplevelser og omgangskreds i tiden – der blandt andet talte Andy Warhol.

Det er da meget hyggeligt, men også underligt løsrevet fra den egentlig hovedattraktion, der er optagelserne af de to Beales.

Heldigvis kan de kompensere for meget.

Den sommer er en hyggelig rejse tilbage i tiden med to karismatiske excentrikere i centrum, men den er unægteligt mest for de allerede indviede.