Den Gyldne Handske anmeldelse: Snask

Fatih Akins hypede seriemorderfilm har skuffende mange problemer, men man må give den, at den føles snasket.

Man kan næsten lugte sveden fra den bestialske hovedperson Fritz Honkas billige læderjakke, mærke hans fedtede gulvtæppe under fødderne og fornemme stanken fra ligene i hans væg.

Det er en flot præstation i både scenografi og kostume af Tamo Kunz, Seth Turner og Katrin Aschendorf, og det stinkende miljø hjælper et godt stykke af vejen til at få skabt et særegent univers i Den Gyldne Handske.

Det gælder også for titlens brungule værtshus, hvor Fritz Honka finder sine ofre. Ud over stanken af pis og ølsjatter er det befolket af en række karikerede samfundstabere, der giver Den Gyldne Handske et næsten farceagtigt præg.

Og det er netop, når Den Gyldne Handske omfavner det karikerede, at den fungerer bedst.

Jonas Dassler er sminket til ukendelighed i rollen som ustabile Honka, der hiver udslidte kvinder med hjem fra bodegaen for at skære den i stykker og gemme den i væggen.

Og flere af de morderiske optrin byder på dunkle grin.

Så langt, så godt.

Men det er tydeligt at instruktør Fatih Akin gerne vil mere med sin film. Han vil gerne chokere og væmme sit publikum.

Vise en oprigtigt menneskelig seriemorder. Vise hvor mondæn og grusom virkelighedens vold er.

Det lykkes aldrig.

I stedet føles Den Gyldne Handske som en slags turist-tur i grimheden. Som om instruktør Akin har set en æstetisk mulighed i virkelighedens historie om morderen Honka.

Som om en finkulturel instruktør er taget på skovtur i genrefilmen.

Men det hele er for overgjort.

Honka er en Quasimodo-lignende karikatur, og selvom scenografien er god, så er den også så stilmæssigt opdyrket, at det aldrig føles virkeligt.

De voldsomme begivenheder mister deres brod, fordi det hele føles så iscenesat. 

Hvis bare Honka føltes lidt mere som en virkelig mand, og mindre som en prustende karikatur, så kunne Den Gyldne Handske have fundet noget smerte mellem sine sorthumoristiske grin og overfladiske dyrkelse af grimhed.

I stedet ender den som en vag imitation af bedre og mere slagkraftige seriemorderfilm som Henry: Portrait of a Serial Killer, M eller Mand bider hund.

Det er meget svært at se hvad nyt Akins film bringer til genren.

I bodegaens karikaturer lurer et par løse pointer om taberne i det tyske wirtschaftswunder, men det føles mere som som lidt påklistret indhold til en ellers hul film.

Den vellykket snaskede æstetik og det stinkende univers havde måske været nok til at bære en kortfilm, men når det skal holde til to timers spilletid, så satte kedsomheden desværre ind.

Og jeg tror ikke, at det er Fatih Akins mening, at jeg skal føle kedsomhed, mens Fritz Honka klipper tungen af et offer med en gammel saks.

Men det gjorde jeg altså alligevel.

Midt i al snasket.

Fatih Akins seriemorderfilm er ikke nær så ubehagelig og vellykket som lovet, men scenografien er tilpas snasket.