De frivillige anmeldelse: Gode og dårlige kriminelle

Markus Føns.

Hvis det ikke lyder som navnet på en usympatisk økonomisk forbryder, så ved jeg ikke, hvad gør.

Rasmus Trads, Stein Bagger og Markus Føns. Det lyder bare rigtigt.

Og navnet på den svindlende hovedperson i den dansk komedie De frivillige er et fint eksempel på en af filmens helt store styrker.

Den er virkelig godt skrevet.

Måske er det fordi en dramatiker står bag manuskriptet, at De frivillige rammer en rigtig fin blanding af satire og folkekomisk bred humor.

De frivillige er nemlig baseret på Lars Husums Reumert-nominerede teaterforestilling af samme navn, og forfatteren har vellykket oversat historien om en magtkamp blandt fængslets udskud til det store lærred.

Og udskud er de så sandelig.

De frivillige finder nemlig sted i varetægtsfængslets frivillige isolation, hvor de mest upopulære fanger vælger at indlogere sig for at slippe væk fra de andre indsatte.

Her rangerer dommene fra de mest bestialske mord til seksuelle forbrydelser som voldtægt og pædofile overgreb.

Det er forbrydernes forbrydere.

Sådan en er Markus Føns, veloplagt spillet af Jacob Hauberg Lohmann i en atypisk rolle, ikke. Den jetsettende millionær er jo kun sigtet for noget så glamourøst som økonomisk kriminalitet.

Men da han overfaldes i fængslet som hævn for tabte penge, vælger Føns alligevel at flytte ind hos ‘de perverse’.

Og her starter så en magtkamp mellem Føns og lederen af fængselskoret, den dominerende men også kærlige Niels, i skikkelse af Anders Matthesen.

Det lyder måske som præmissen til en typisk finurlig feel-good film. Flere af karaktererne i De frivillige ville da også høre fint hjemme der.

Det gælder den bløde fængselsbetjent, spillet af Anders Brink Madsen med filmens måske sjoveste præstation, og selvfølgelig Matthesens små-diktatoriske, men omsorgsfulde korleder.

Men De frivillige er heldigvis ikke interesseret i at fortælle den oplagte historie, om en hoven forretningsmand der lærer lidt om livet blandt de udstødte fanger i et fængselskor.

I stedet leverer den et sorthumoristisk drama, der bevæger sig i tiltagende dystre retninger.

Lars Husum er nemlig interesseret i at diskutere moral.

Hvorfor placerer vi økonomiske forbrydere højere på rangstigen end andre kriminelle, og kan vi tillade os at umenneskeliggøre sexforbrydere og mordere?

Det er tunge sager, men leveret gennem et sprælsk manuskript med skarptskåne karakterer.

Til tider måske også lige skarptskårne nok. For som historien skrider frem mod sin dunkle konklusion, forvandler karakterne sig mere til statister i historiens satiriske pointe end troværdige mennesker.

De frivillige krydser desværre lidt grænsen fra godt skrevet til for skrevet.

Heldigvis sørger instruktør Frederikke Aspöck for, at De frivillige aldrig føles som et scenebundet teaterstykke.

Sammen med fotograf Louise McLaughlin og scenograf Thomas Karlsen får hun skabt et unikt visuelt univers i de klaustrofobiske fængselsgange.

Imens gør sange fra højskolesangbogen, som Niels komisk insisterer på skal synges i dobbelt tempo, et uudsletteligt komisk indtryk på lydsiden.

Det gør De frivillige til en stilmæssigt gennemført oplevelse, og vel nok den bedste danske komedie siden den fremragende Den tid på året.

Den var i øvrigt også skrevet af en dramatiker.

De frivillige er en folkekomedie med bid, der både lykkes med at få publikum til at grine og tænke.