Crawl anmeldelse: Det kan altid blive værre
Crawl kører efter princippet: Det kan altid blive værre.
Hvad er værre end at være fanget i en krybekælder?
At være fanget i en krybekælder under en orkan.
Og hvad er så værre end det?
At være fanget i en krybekælder under en orkan omgivet af glubske alligatorer.
Og det er kun præmissen. Under de næste 87 minutter gør Crawl sit bedste for at torturere sine hovedpersoner og konstant lade dem tage to trin tilbage, når de tager et skridt frem i deres kamp for overlevelse.
Bag ved løjerne står horror-instruktøren Alexandre Aja, der aldrig helt har levet op til sit potentiale fra debuten Haute Tension og det fremragende remake af The Hills Have Eye, men som aldrig leverer noget mindre end underholdende.
Det gælder også for Crawl, der er en ustyrligt underholdende kombination af alligator-baseret ‘creature-feature’ og intim katastrofefilm.
Det hele baserer sig på forholdet mellem elitesvømmeren Haley og hendes anstrengte forhold til den pacende far Dave, som hun nu må redde fra en krybekælder, der langsomt fyldes med vand og sultne øgler.
Haley spilles veloplagt og med en god portion vildskab af Kaya Scodelario, mens Barry Pepper leverer en mere kluntet præstation som Dave.
Forholdet mellem de to er tilpas sødt, også selvom det aldrig bliver rigtig troværdigt.
Og nej, du vinder ikke en præmie, hvis du kan gætte om Haley for brug for sine svømmeevner i et dramatisk øjeblik.
Men selvom Haley og Dave måske ikke er de mest uforudsigelige hovedpersoner, så kompenserer Crawl med rigelige mængder højspændt underholdning.
Med sin gode brug af setups og payoffs går Crawl fint i spænd med producent Sam Raimis andre små genreperler som Don’t Breathe og remaket af Raimis egen Evil Dead, uden dog at nå helt op på siden af Raimis egne mesterstykke som instruktør.
Raimis hånd fornemmes også i pinslen af hovedrolleindehaverne, der må have tilbragt ulidelige mængder tid i vandtanke, og i det kække valg af slutsang.
Alexandre Aja lader aldrig de computeranimerede øgler blive for fjollede og er ikke bange for at lade sine karakterer lide den slags kropslige overlast, man må forvente af en krybekælder fyldt med alligatorer.
Og helt til sidste sekund udnytter filmen sin begrænsede lokation på overraskende måder, når den presser Haley og Dave ud af krybekælderen og videre gennem huset i flugten fra de koldblodige mordere.
Det kan altid blive lidt værre.
Crawl sætter alt ind på at underholde med en blodigt frydefuld blanding af katastrofefilm og ‘creature feature’.