Angel Has Fallen anmeldelse: Actionpolitik

Der et godt speciale eller måske en mindre universitetsopgave og venter i action-trilogien, der elsker at lade ting falde.

Først faldt Olympus, så London og nu… Angel, som jeg stadig efter at have set filmen, ikke helt ved, hvad skal betyde.

Det er sådan set også ligemeget, for det interessante i Fallen-filmene har aldrig været deres middelmådige action, chokerende dårlige special effects eller ‘i-det-mindste-får-jeg-løn-for-det’-skuespil.

Det interessante har altid været filmenes politik.

Og det er her, der er plads til den slags dybdegående analyse, som kun vil blive læst af en censor, en underviser og måske en mor, hvis man er heldig.

For ‘Tingene Falder’-trilogien må høre blandt årtiets mest højreorienterede actionfilm.

Det var svært at overgår Olympus Has Fallen og dens slow-motion flag med skudhuller, der dalede ned foran det hvide hus, efter et angreb fra Nordkorea.

Men London Has Fallen klarede alligevel opgaven, når den helt uden ironi lod Præsident Morgan Freeman holde en tale om, at en endeløs cyklus af intensiverende vold – helst udført af Gerard Butler – er lige præcis, hvad der skal til, for at stoppe for at stoppe den konstante terrortrussel.

Det er ikke svært at se Donald Trump holde et månedligt Has Fallen-marathon i hjemmebiografen i Det hvide hus.

I hvert fald indtil Angel Has Fallen, der – tror jeg nok – smider lidt grus i det patriotiske maskineri.

For denne gang er terroristdræber og Secret Service agent Mike Banning ikke alene plaget af fysiske og psykiske traumer fra mange års krig og drab, han er også på flugt fra staten.

En meget forudsigelig skurk sender nemlig Mike i fedtefadet og giver ham skylden for et mislykket attentatforsøg mod præsident Freeman.

Pludselig er Mike på egen hånd og kan ikke stole på den ellers så alvidende regering.

Han må endda søge hjælp hos sin PTSD-ramte krigsveterans far, der i rigtig ‘prepper’-stil nu bor i en hytte i naturen og ingen tiltro har til militær patriotisme.

Han spilles i øvrigt – i filmens klare højdepunkt – af en veloplagt Nick Nolte, der sjældent har set mere gak ud.

Men de nye politiske twists – der sikkert skyldes et nyt hold manuskriptforfattere – afføder også en grundlæggende mere spændende film.

For det er klart sjovere at se Banning på flugt end på jagt.

Den nye instruktør på serien, Ric Roman Waugh, får endda leveret et par relativt veloplagt actionsekvenser. Heriblandt et droneangreb til søs, hvis effekter dog ikke helt kan leve op til ambitionerne.

Og sådan er det generelt for Angel Has Fallen.

Ideerne er bedre end tidligere og historien mere interessant, men serien er stadig sadlet med elendige effekter, slap action og tungt skuespil.

Så selvom Angel Has Fallen er den klart bedste film i serien, bliver den aldrig mere end middelmådig.

Alligevel vil jeg stadig mene, at den sammen med de andre film er perfekt til et studie i actionfilmspolitik.

For selvom Angel Has Fallen pludselig mudrer politiken, så ender den altså også med at vise præsident Freeman i et venskabeligt foto med Vladimir Putin.

Er det satire eller ideologi?

Det må nogen, der stadig går på universitet, finde ud af.

Angel Has Fallen er den mest veloplagte i serien og giver et glædeligt gensyn med Nick Nolte, men bliver alligevel aldrig mere end en middelmådig actionfilm.