Cold Pursuit anmeldelse: Neeson-hævn over middel eller halvdårligt remake

Det er to, nej ok, måske tre, måder at gå til Cold Pursuit på. Den tredje vender jeg tilbage til.

På den ene side, er Cold Pursuit en overraskende atypisk Neeson hævnbasker.

Cold Pursuit er nemlig ikke helt samme type halvkvalte actionfilm, som dem den irske skuespiller har været låst fast i, siden han tog på jagt efter sin kidnappede datter i Taken.

Den er mere fokuseret på skæve karakterer og vittige optrin, end den er på halvdårlige actionsekvenser og badass replikudvekslinger.

Neesons ‘particular set of skills’ er ikke helt så elitesoldat-agtige som normalt: han kører sneplov i en skiferieby i Colorado.

Det forhindrer ham dog ikke i at tage på amatør-hævntogt gennem den lokale underverden, da hans søn findes død med en tvungen overdosis.

Inden længe har han i sin jagt på hævn uforvarende startet en bandekrig.

Det lyder måske alvorligt, men det er det egentlig ikke. Cold Pursuit er nemlig drevet af et vittigt manuskript, der både giver plads til skurkens passion for sin søns madpakker og brutal sort humor.

Der er med andre ord flere gode ideer og mere stil end i den gængse Neeson-film, også selvom det hele måske bliver lige kækt nok.

Og det fører frem til den anden måde at se Cold Pursuit på: et halvkedeligt remake af den norske film Kraftidioten.

For hvis handlingen i Cold Pursuit lyder bekendt, så er det nok fordi du har set instruktør Hans Petter Molands kraftidioten fra 2014.

Instruktøren selv vender tilbage til dette amerikanske remake, men oversættelsen er ikke uden problemer.

Neesons stoiske actionmand kan ikke helt hamle op med Stellan Skarsgårds oprindelige præstation i hovedrollen, og så rammer humoren slet ikke lige så rent.

Den skandinaviske genreleg og kulsorte ironi føles i Frank Baldwins oversættelse af Kim Fupz Aakesons manuskript mere som en af de utallige Tarantino-wannabes, der hærgede filmmarkedet i sluthalvfemserne.

Humoren bliver for forceret, og de mange jokes baseret på indfødte amerikanere nærmer sig det tonedøve.

Det hele har en lugt af Fargo og en bismag af Tarantino, der føltes langt mere originale i den skandinaviske kontekst, og det underminerer desværre hele foretagendet.

På den måde bliver Cold Pursuit en blandet fornøjelse allerede inden vi når til den tredje måde at se på filmen på.

Nemlig som en film, der måske for evigt vil være mærket af Liam Neesons tonedøve afsløring om sine egne hævntendenser.

Det fortjener den trods alt ikke. Men sådan er det vel tit med hævn.

Trods gode takter smelter den sorte humor og hævnhistorien i Cold Pursuit aldrig sammen til mere end et middelmådigt remake.