C’est la vie! anmeldelse: Halvsjov havefest

Du skal muligvis tage denne anmeldelse med et gran salt.

Det er selvfølgelig altid en god ide med filmanmeldelser, men i dette tilfælde er det måske endnu vigtigere.

For der er relativt store chancer for, at din mening om det franske instruktør-makkerpar Eric Toledano og Olivier Nakache er anderledes end min.

Det var de to, der stod bag en af de allerstørste franske filmsuccesser nogensinde: De urørlige. En film der også blev taget overordentligt godt imod af både det biografpublikum og anmelderne.

Jeg synes det var en forudsigelig, fordomsfuld og decideret dum omgang sødsuppe.

Så er det ligesom på plads. De gode nyheder er, at de to instruktørers nyeste film C’est la vie! er bedre.

Godt nok kun marginalt bedre, men alligevel, bedre.

Toledano og Nakache minder mig lidt om den britiske filmskaber Richard Curtis. Det er ham, der som instruktør står bag blandt andet Love Actually og About Time.

Som Curtis maler de franske spradebasser med den helt store pensel. De vil gerne levere både let underholdning og eftertænksomhed.

Der skal helst grædes og grines i ligelige mængder.

Men de mangler Curtis’ sans for gode karakterer, og de nuancer der gør, at man kan sluge sentimentaliteten.

Denne gang lykkes det dem dog at få mig til at grine, særligt i filmens første – og bedste – halvdel.

Publikum er inviteret med til forberedelserne til en glamourøs bryllupsfest på et stort fransk gods.

Her prøver catering-chefen Max at holde styr på sine brogede tropper af tjenere, kokke, underholdere og hvad der ellers skal til for at få brud og brudgoms drømmedag til at lykkes.

Toledano og Nakache har en god sans for sjove detaljer i det kontrollerede kaos, som det er, at arrangere så stor en fest.

Max’s hold er selvfølgelig sammensat af en række mere eller mindre komiske stereotyper.

Den fallerede bryllupsfotograf, der er mere interesseret i buffeten end sit arbejde.

En flødebolle af en sanger, der synger vrøvleitaliensk i sine romantiske ballader.

Eller hvad med en tjener, der er forelsket i bruden?

Selvfølgelig går det hele stille og roligt galt, mens Max desperat forsøger at bevare kontrollen.

Han er i øvrigt filmens klart bedste kort, ham Max. Det er nemlig formidable Jean Pierre Bacri, der har fået rollen. Han leverer en fin blanding af hjertevarme og kynisk rullen med øjnen som den stramtandede leder.

Sammen med de andre skuespillere løfter han materialet, så den første del af C’est la vie! ender som en energisk og munter omgang let komedie.

Men skuespillerne kan ikke bære den alene hele vejen.

Humoren bliver tiltagende utroværdig, uden at være overgearet nok til at blive egentlig farce.

At ældre mennesker har svært ved moderne teknologi, er ikke helt nok til at bære over 10 jokes i samme film.

Og det er unægteligt svært at tage karaktererne alvorligt i en film, hvor den ulidelige brudgom bogstaveligt flyver væk bundet fast i en ballon (?!), uden at nogen er synderligt bekymrede.

Og da publikum også skal knibe en tåre hen mod slutningen, og bryllupsfesten bliver en kvalmende åbenlys metafor for det franske samfund, så bliver det for meget for mig.

Det er farligt at komme med store politiske betragtninger, når ens film er cirka så overfladisk som et halvtomt børnebassin.

Men altså, den er bedre end De urørlige.

Der er fin letbenet underholdning at finde i første halvdel af denne bryllupskomedie, men desværre løber humoren hurtigt tør for ideer og erstattes med kvalm sentimentalitet.