Byens lys anmeldelse: Så frisk som i 1931

Det er svært at sige noget om Byens lys der ikke allerede er sagt en million gange før.

Det er nu heller ikke så mærkeligt.

Filmen er et af Chaplins erklærede hovedværker. Hans sidste stumfilm – som teknisk set samtidig er hans først film med lyd.

På mange måder er den en opsummering af Chaplins film fra 1910’erne og ‘20erne. En slags greatest hits fra komediekongen.

Og så er den ikke mindst 86 år gammel. Så der er en del klogere mennesker der har været der inden mig. Inspireret af filmen selv får jeg nu også lyst til ikke at bruge for mange ord.

Men der er nu ting om Byens lys der ikke kan gentages for mange gange.

Først og fremmest at den er en ligeså stor oplevelse i biografen i 2017 som den var i 1931.

Byens lys er en af de få film i filmhistorien der har en evne til at ramme næsten alle.

Chaplin blander to ingredienser.

Første ingrediens er humoren.

Den finder vi især i historien om venskabet mellem Chaplins vagabond og en rigmand. De to mødes i et af de absolut sjoveste selvmordsforsøg du nogensinde får at se i biografen.

Rigmandens kone har nemlig forladt ham, og hvis ikke han nu forsøger at begå selvmord, så drikker han hjernen ud og fester natten lang.

Det leder til hvad der føles som en uendelig række af perfekt koreograferede komiske sekvenser der kun sjældent er overgået.

Chaplins sans for timing og visuelle gags er stadig uforlignelig, og jeg udfordrer selv den mest hærdede stumfilmshader til ikke at grine mindst en håndfuld gange i Byens lys.

Den første ingrediens er altså en række af de bedste komedie-sekvenser nogensinde filmet.

Den anden ingrediens er endnu et af Chaplins varemærker.

Den hjertevarme patos.

I Byens lys kommer det til udtryk gennem vagabondens møde med en bedårende blind blomstersælger.

De to forelsker sig på charmerende vis, mens Chaplins vagabond med hjælp fra rigmandens finanser udgiver sig for at være højt på strå.

Historien om den blinde blomsterpige leder op til en afslutning der handler om at se forbi alle klasseskel og fordomme og i stedet se hinanden som mennesker.

Det er en ikonisk afslutning der er ligeså usandsynlig som den er rørende.

Det er netop i kombinationen af komedie og rørende hjertevarme at Chaplins filmmagi opstår.

I en scene kan jeg ikke stoppe med at grine. I den næste forstår jeg ikke hvor klumpen i halsen pludselig kommer fra.

Chaplin rammer noget universelt menneskeligt. Måske er hans film de bredest appellerende nogensinde.

Byens lys rammer lige klart hos børnehavebørn og pensionister. Hvor mange film kan man sige det om?

Netop derfor må du ikke gå glip af muligheden for at fange Byen lys i biografen.

Den er perfekt til en familieudflugt for alle generationer i den kommende efterårsferie, og lyd og billedside har aldrig stået flottere end i denne smukke nyrestaurering.

Det er sagt før, men nu siger jeg det igen.

Byen lys er et uforgængeligt mesterværk.

Chaplins sidste værk uden tale er ikke et tørt museumsklenodie, den er en spillevende film der byder på lige så meget latter og lige så mange tårer i 2017, som den gjorde i 1931.