Borderlands anmeldelse: Spilfilmatiseringernes forbandelse
I visse filmkroge hviskes der om, at filmatiseringer af computerspil er de nye superhelte.
Midt i en Marvel-metaltræthed er Hollywood begyndt at satse hårdt på filmatiseringer af spil.
Spilfilmatiseringer har ellers været under noget af en forbandelse, men med Super Mario Bros.-filmens overvældende økonomiske succes, er dunsten af penge blevet tyk i luften.
Og så har vi set de to vel nok mest kunstnerisk vellykkede spilfilmatiseringer på TV-skærmen med The Last of Us og Fallout, der har været i stand til både at omfavne deres forlæg og fungere som selvstændige værker.
Derfor er man lovligt undskyldt, hvis man som spilfan fornemmede et spirende håb i maven i optakten til premieren på Borderlands.
Sådan havde jeg det i hvert fald. På trods af ikke at være den største fan af Borderlands-serien, har jeg spillet alle spil i looter-shooter-serien.
Jeg morede mig især med Borderlands 2, hvis noget kedelige verden blev løftet af forfatter Anthony Burchs gakkede karakterer.
Nu sidder Eli Roth i instruktørstolen. En instruktør jeg har et førnævnt blandet forhold til, men som sine mangler til trods har leveret især mindeværdige blodsudgydelser på lærredet.
Og selvom Roth ikke ligefrem er den mest ferme tekniske instruktør i verden — og Borderlands har haft en noget ujævn og lang vej til lærredet, med ekstra optagelser lavet af instruktør Tim Miller — så lovede filmens trailer en slags fattigmands Guardian of the Galaxy, som næppe ville ryste verden, men måske alligevel levere en underholdende scifi rutsjebanetur.
Borderlands er da også en slags rutsjebanetur, men mere af den slags, hvor der sidder noget uidentificerbart klister fast på rutsjebanen, som i øvrigt også har skarpe stivkrampefremkaldende kanter.
For Borderlands er ikke bare Roths dårligste film, det er en film så sløset konstrueret og dårligt spillet, at jeg er overrasket over, at den overhovedet har fundet vej til lærredet.
I et virvar af østeuropæiske discount-kulisser og effekter, hvis kvalitet og implementering generøst kan kaldes svingende, leverer skuespillere som Cate Blanchett (?!), Kevin Hart og Jamie Lee Curtis, der individuelt dårligste præstationer nogensinde.
Ikke at de nødvendigvis bærer skylden, for det føles helt enkelt som om ingen har haft overblikket over Borderlands.
Ikke producenterne, ikke berygtede Randy Pitchford fra spilskaberne Gearbox og særlig ikke Eli Roth, hvis manglende tekniske kunnen sjældent har skinnet så meget igennem som i Borderlands.
For ofte virke den kulørte spilfilmatisering decideret inkompetent i grundlæggende filmhåndværk, i en grad man kun sjældent får lov til at se i biografen.
Imens er historien stykket sammen med katastrofeproduktionernes gaffer-tape: åbenlyst efterdubbede replikker, der forsøger at skabe en sammenhængende historie, hvor der ikke er en.
Populærmusik skydes ind rundt omkring ala Guardians of the Galaxy, men en mudret actionsekvens i en dunkel kælderkulisse, bliver desværre ikke bedre af en lidt tilfældig brug af Ace of Spades.
Filmen egne regler og mytologi glemmes efter forgodtbefindende, mens håbløse forsøg på humor — hvis grovhed er filet ned i forhold til spillene i et forsøg på at nå et større publikum — strøs ud over filmens med alt for generøs hånd.
Filmens udtryk føles som under middel cosplay, og manuskriptet bruger helt uironisk guldkornsreplikker som “I’m too old for this shit.”.
Der er med andre ord intet, der for alvor fungerer i Borderlands, som næppe peger i den rigtige retning, hvis Hollywood håber på spilfilmatiseringer som deres næste guldkalv.
Med en produktion, der føles som om den er lappet med tape og krydsede fingre hører Borderlands til blandt de mest inkompetente spilfilmatiseringer nogensinde.
