Beetlejuice Beetlejuice anmeldelse: Med hjertet i hånden

På et tidspunkt i Beetlejuice Beetlejuice står titelkarakteren med sit maddikeinficerede hjerte i hånden.

Præcis sådan havde jeg det med instruktør Tim Burton i både min barndom og ungdom.

Når jeg så Burtons film, var det som om, at han havde både mit og sit eget maddikeinficerede hjerte i hånden.

I Burtons karakteristiske univers af gotisk ekspressionisme følte jeg mig mødt og forstået, præcis som flere generationer har gjort det siden med Burtons film.

Men lad os være ærlige; det er især de tidlige film, eller for mit vedkommende vel op til omkring Big Fish.

Siden har Burton — for mig — ikke været helt den samme. Filmene begyndte at føles som imitationer af sig selv. Som om hjertet var blevet puttet ind på plads under den sorte skjorte igen.

Men engang var det anderledes. Ikke mindst i Burtons anden spillefilm Beetlejuice.

Selvom den på overfladen er en fantasifuld gyserkomedie, så har den et ægte mørke og en ægte melankolsk følsomhed.

Beetlejuice er ikke kun muntre Harry Belafonte sing alongs og Michael Keatons eksplosivt gakkede præstation.

Det er også et ægtepar, der tager hinanden i hånden for sidste gang, mens de forvandles til støv, og en deprimeret ung teenagepige, der ønsker sig væk fra livet.

Alt sammen akkompagneret af Danny Elfmans udødelige musik, der kan være lige så ompa ompa gulvtrampende, som den kan være hjerteskærende melankolsk.

Den slags har Burton ikke leveret i årevis, og desværre har instruktørens særlige visuelle stil og hittepåsomhed også været i hi.

Af samme grund var mine forventninger til Beetlejuice Beetlejuice ikke høje.

Heldigvis, blev jeg positivt overrasket.

For det er som om at galskaben og morskaben ved at smide sine indre billeder op på et stort lærred er kommet tilbage til Burton.

Beetlejuice Beetlejuice er spækket med veludførte visuelle og groteske gags af den slags, som Burton engang var storleverandør af.

De er udført med en blanding af praktiske og digitale effekter, der får Beetlejuice Beetlejuice til at føles som en del af samme univers som forgængeren her 36 år senere.

Og så er der en veloplagthed på spil, som jeg ikke har mærket fra Burton længe.

Det første rigtige gensyn mellem Winona Ryders Lydia Deetz og den famøse bioexorcist, er en oprigtig overraskende dosis galskab fra en mainstream komedie.

Gensynet med efterlivets uendelige labyrint af af et kommuneventeværelse er også flot bragt til live, med scenografi der føles som ægte kulisser og klassisk Burton.

Imens tager Burton overraskende vandringer ud i stop-motion og andre filmgenrer, der gør at Beetlejuice Beetlejuice aldrig bliver kedelig.

Måske endnu vigtigere, så er der liv i det tilbagevendende cast.

Det er heldigvis ikke til at mærke den mindste smule rust hos Michael Keaton, der straks falder tilbage i rollen som Betelgeuse, med samme ustoppelige energi og væmmende opførsel.

Gensynet med ham er filmen værd i sig selv.

Men mindst lige så god — og måske endnu sjovere — er Catherine O’Hara tilbage som megaegoisten Delia Deetz med nogle af filmens største grin.

Imens dukker andre gamle — og elskede — Burton-kendinge op i periferien, i det ofte rablende høje tempo.

Det energiske gensyn med skuespillerne er en stor hjælp til at Beetlejuice Beetlejuice føles som en reel efterfølger i stedet for et Ghostbusters-lignende kynisk nostalgiridt.

Og så placerer Burton selvfølgelig endnu en kæreste i rollen som glamourøs gotisk skønhed.

Burtons film kan fra en vinkel ses som gravsteder for hans kærlighedsliv med roller til Lisa Marie, Helena Bonham Carter, Eva Green og nu Monica Bellucci.

Bellucci er til gengæld noget nær perfekt som sammensyet og sortkjoleklædt dødning på jagt efter filmens titelkarakter med dødelige kys på læberne.

Mere ujævn er Jenna Ortega, men mest fordi manuskriptet kæmper med at gøre hendes karakter sympatisk.

Og manuskriptet kæmper generelt.

Beetlejuice Beetlejuice føles nemlig mere som en rodet samling sketches end en egentlig sammenhængende historie.

En række sidehistorie — heriblandt Bellucis — spænder ben for hinanden, og efterlader ikke plads til meget andet end den gakkede morskab.

Både fotografering og klipning er også en tand mere TV-agtig, end jeg kunne have ønsket.

Hjertet i sine film har Burton altså ikke helt fundet igen.

Introduktionen af Bellucis skønne hævner er et fint eksempel.

Hun syer sig selv sammen af sine separate dele, og det er både sjovt og veludført, men også genbrug af et koncept fra The Nightmare Before Christmas, der netop har den Burtonske følsomhed.

Det har Beetlejuice Beetlejuice ikke, men den føles alligevel — godt hjulpet på vej af Danny Elfman, der fornyer sine temaer og tager på sjove genrevandringer, som ikke skal afsløres her — som at hilse på en gammel glemt ven.

Selvom Burtons film ikke længere bærer deres maddikeinficerede hjerte i hånden, så vil han altid have en del af mit.

Michael Keaton har ikke den mindste rust i sin tilbagevenden til sin signaturrolle og Beetlejuice Beetlejuice vil for Burton-fans føles som at møde en gammel ven.