Beautiful Beings anmeldelse: Livsbekræftende grusomheder

Det kan virke lidt mærkeligt at kalde Beautiful Beings for livsbekræftende.

Indenfor de første 20 minutter er en 14-årig dreng blevet udsat for så voldeligt et angreb, at han ender på hospitalet med ansigtsmaske. Kort tid efter skærer han i sig selv med en slidt lommekniv, og vi har også set ham blive voldelig ydmyget midt på en skolegang.

Beautiful Beings er grusom.

Men den er altså også livsbekræftende.

For i sit portræt af venskabet blandt en gruppe drenge, der nok kunne give de fleste lyst til at gå over på den anden side af gaden, finder Beautiful Beings en blid og ægte kærlighed.

Venskabet mellem de fire islandske drenge i centrum af filmen føles så menneskeligt, at man næsten kan mærke deres hjerter banke.

Og det på trods af at Beautiful Beings regelmæssigt eksploderer i brutal vold, der ville være en ung Nicolas Winding Refn værdig.

Det er en utrolig balancegang, at instruktør Guðmundur Arnar Guðmundsson aldrig fordømmer sine hovedpersoner, men heller aldrig lægger skjul på deres iboende brutalitet.

Guðmundsson får både skildret, hvordan skadelig kultur har en dyb forankring i de unges billede af sig selv, men han løsriver dem heller ikke for ansvar for deres egne handlinger.

Resultatet er en film, der overbevisende tager arven op fra Lukas Moodyssons mesterlige ungdomsfilm.

Fotograf Sturla Brandth Grøvlen får det blå islandske lys til på en gang at være utaknemmeligt koldt og hjerteskærende smukt.

Og scenografien — der inviterer indenfor i de på forskellig vis plagede drenges hjem — har en sans for detalje og realisme, der i sig selv er med til at fortælle historien.

Og langsom sniger et element af det fantastiske sig ind i filmen, som både er forløst visuelt smukt og kan tolkes som enten magisk realisme, eller psykisk sygdom.

Men allerstærkest i Beautiful Beings står nok skuespillet fra de fire hovedroller.

De føles alle som fuldt formede mennesker, og de unge skuespillere leverer præstationer, som havde de årtiers erfaring.

Måske er det derfor instruktør Guðmundsson har svært ved at forlade dem. I hvert fald har Beautiful Beings lidt svært ved at lande på en overbevisende slutning, og ender desværre i stedet med at sive lidt ud i sandet.

Men sådan er det selvfølgelig også med mange af ungdommens venskaber.

Det forandrer ikke på, at Beautiful Beings er en bemærkelsesværdig film. Lige åå grum, som den er livsbekræftende.

Beautiful Beings er lige dele grusom og livsbekræftende i sit følsomme portræt af en islandsk drengegruppe.