Angry Birds 2 filmen anmeldelse: Bedre end forventet
Det kan virke som fordømmende ros at kalde en film bedre end forventet.
Men Angry Birds 2 filmen er virkelig bedre end forventet.
For en efterfølger til en animeret film baseret på det kulørte spil, hvor man – i hvert fald oprindeligt – med en slangebøsse skyder arrige røde fugle efter grønne grise, er ikke umiddelbart et løfte om kvalitet.
Og der skal heller ikke herske tvivl om, at Angry Birds 2 filmen næppe går hen og bliver en animeret klassiker.
Men instruktør Thurop Van Orman sigter heller ikke nødvendigvis sin slangebøsse efter at konkurrere med Pixar eller Disney.
I stedet for stor dramatik og våde kinder så går Angry Birds 2 filmen efter ren manisk slapstick af den gamle skole, og det lykkes imponerende godt.
Der er ikke et sekund til at kede sig, inden filmen har problematiseret den evige krig mellem fugle og grise med en flok nytilkomne ørne på en forfrossen ø.
De kulørte ærkefjender tvinges til at arbejde sammen, da den nye race begynder at bombardere omgivelserne med enorme iskugler.
Og så går den vilde jagt ellers på at stoppe ørnene.
Men plottet er mest af alt en undskyldning for at lave en lang kæde af Looney Tunes-lignende sketches fyldt med gakket visuel humor.
Og hvis man sætter pris på den slags – uanset om man er voksen eller barn – så leverer Angry Birds 2 filmen varen.
Tempoet sættes ikke ned et øjeblik, mens en stormflod af hovedsageligt visuelle jokes og gags vælter ud over lærredet.
Det er en fornøjelse af den gamle skole, og filmskaberne stiller sig ikke tilfredse med mindre mindst en finurlighed har punkteret enhver scene.
Bedst er måske tre nyudklækkede fugle, der filmen igennem, og helt uden forbindelse til hovedplottet, jager deres småsøstre i form af tre æg.
De er både nuttede og løjerne de involveres i er opfindsom underholdning.
Som karakterer vækker de minder om egernet Scrat, der også var det bedste i Ice Age-filmene. Det er måske heller ikke så mærkeligt med et manuskript af Ice Age-forfatter Peter Ackerman.
Lidt som Ice Age kniber det dog med at finde stof nok til at forsvare spillefilmslængden, især fordi filmens karakterer aldrig bliver andet end endimensionelle jokes.
Men nogle gange er det også nok.
Især når Thurop Van Orman forstår at køre humoren op på en næsten absurdistisk plan, som han også har gjort det i rollen som forfatter på mesterlige The Powerpuff Girls og Adventure Time.
Så er det pludselig ikke så slemt, at være bedre end forventet.
Anden omgang med de uflyvende fugle er en gakket fornøjelse med potentiale til at få hele familier til at knække sammen i latterkramper.
