Amsterdam anmeldelse: Landskab gennem togvindue

At se instruktør David O. Russells nyeste film føles som at fokusere på hver eneste detalje i landskabet udenfor et togvindue.

Det er umuligt at følge med, detaljerne smelter sammen og man er i stor fare for at falde i søvn.

Det er ellers noget af et stjernehold instruktøren har samlet til denne omgang mordmysterie/kærlighedshistorie/satire/filosofisk manifest/historisk drama/komedie.

Christian Bale, Margot Robbie, John David Washington, Anya Taylor Joy, Michael Shannon, Rami Malek, Robert De Niro…og listen fortsætter og fortsætter.

Det gør den rodede film desværre også, men det er ikke skuespillernes skyld at detaljerne forvandler sig til mudder.

Christian Bale kan ikke spille noget halvt, heller ikke det sære Coen-brødrene plagiat Russells manuskript giver ham mellem hænderne. Det samme gælder for Margot Robbie, der løfter alle film hun er med i.

Faktisk er det kun Chris Rock, der simpelthen er en forfærdelig skuespiller, og Mike Myers med endnu en parodisk britisk accent, der falder helt igennem.

Men hele verdens skuespilkræfter kan desværre ikke redde Russells blege imitation af Wes Anderson finurlighed og Coen-brødrene eftertænksomhed.

Amsterdam er baseret på et rablende manuskript, der mere virker som en overdetaljeret synopsis til det første udkast end et endeligt filmmanuskript.

Plottet er noget med tre venner, der mødes under første verdenskrig og hvirvles ind i et større komplot i 1930’erne.

Men det er fortalt helt uden fornemmelse for tempo med en næsten ulidelig konstant strøm af klodset dialog, der på en gang fortæller for meget og for lidt.

Alle karakterer — inklusive mindst 3 voiceovers der tilsyneladende tilfældigt glider ud og ind af filmen — taler med samme lommefilosofisk og finurlige stemme. David O. Russells egen selvfølgelig.

Amsterdam er en række begivenheder, der som mudder bevæger sig sløvt over biograflærredet, helt uden nogen sans for præcision og fortællestruktur.

Kameraet svæver i lange optagelser omkring skuespillerne, der taler og taler uden ordene skaber en større sammenhæng.

Og da det hele til sidst kulminerer med et hammertungt og banalt leveret budskab om at fascisme er dumt og vi bare skal være søde ved hinanden, har de fleste nok for længst mistet opmærksomheden.

Selvfølgelig med undtagelse af instruktør David O. Russell selv, der virker decideret bjergtaget af sine egne ideer, som han uden fortællekraft lader sin karakterer gylpe op i en lind strøm.

Det kan en smuk scenografi og god musik fra undervurderede Daniel Pemberton desværre ikke lave om på.

Så hellere et kig ud af vinduet på en langsom togtur.

Sjældent har en film spildt så mange gode skuespillere, men Amsterdam er en mudret og selvfed omgang kaos næsten helt uden fortælleevne.