Alita: Battle Angel anmeldelse: Rulleskøjter og robotmotorcyckler
Alita: Battle Angel er..lidt af hvert.
På overfladen er det resultatet af James Camerons mangeårige ønske om at filmatisere mangaen Battle Angel Alita, eller Gunnm på japansk. Cameron er afsted i Avatar-land, og det er derfor instruktør Robert Rodriguez, der er blevet sat på sagen.
Men da jeg rent faktisk så filmen, opdagede jeg, at den var mange andre ting end bare en manga-filmatisering.
Fra en vinkel kunne man argumentere for, at det er verdens dyreste film om rulleskøjteløb.
Der går i hvert fald lidt 1980er sportsfilm i den, når titlens 300-årige-teenage-elitesoldat-kamprobot, skal lære at spille den futuristiske sport Motorball, for at redde sine næreste og måske verden.
Selvom Motorball næppe i 1980erne var blevet til helt så blændende en computerdrevet actionsekvens, som Rodriguez får skabt her.
På den anden side er Alita en typisk omgang young-adult scifi af den slags, der var vildt populære for 7-8 år siden. Den renhjertede Alita skal nemlig frelse verden ud af grebet på magthaverne, så de unge kan få en ny og bedre fremtid.
Den del fungerer mindre godt, ikke mindst fordi Alitas udkårne spilles næsten ubehjælpeligt dårligt af unge Keean Johnson, der til hans forsvar dog også har tung dialog at danse med.
Så går det bedre for Rosa Salazar i den computergenererede hovedrolle. Hun fungerer fantastisk godt som den energiske kamprobot med det store hjerte.
Hendes præstation er endda god nok til at den overvinder det lidt bizarre design-valg at give hende gigantiske øjne, der i bedste fald virker som lidt af en misforståelse af mangaens tegnestil.
Men selv ikke Salazar kan hive kærlighedshistorien op på et tåleligt plan.
Den ungdommelige kærlighedshistorie er åbenlyst en strøtanke i forhold til de mere actionprægede fornøjelser i Alita: Battle Angel og bliver for ofte et lidt for åbenlyst bevis på, at Robert Rodriguez aldrig har instrueret noget, der minder om et drama.
Og det fører mig til den fjerde ting Alita er, udover at være manga-filmatisering, rulleskøjtefilm og young-adult scifi: En Robert Rodriguez film fanget i en James Cameron film.
Umiddelbart er Alita nemlig indbegrebet af blockbuster-instruktøren James Cameron, der agerer producer på Alita: Battle Angel.
En højt budgetteret og teknisk minutiøst iscenesat omgang hård scifi med en stærk kvinde i hovedrollen.
Men Alita er også en Rodriguez-film.
Den garage-agtige instruktør af El Mariachi stikker blandt andet hovedet frem i den latinamerikanske genfortolkning af mangaens postapokalyptisk verden og i de grotesk underholdende robotkampe.
Rodriguez inviterer endda sit publikum med til en bar, der åbenlyst fremstår som en fremtidsreference til The Titty Twister fra From Dusk Till Dawn, befolket af robo-badasses komplet Jeff Fahey som robothundejer (?!).
Rodriguez får også gjort Alita overraskende brutal.
De halv-menneskelige monstrøse robotdesigns er en fantastisk oplevelse i sig selv, og når de får lov til at flå hinanden i stykker, er det endnu bedre.
Men de Rodriguez-film Alita mest minder om er faktisk Spy Kids.
Instruktørens green-screen familiefranchise er et overraskende godt pejlemærke for den sære blanding af special-effect action og familiedrama som Alita byder på.
Alita føles nemlig som en renskuret udgave af sit hypervoldelige og deprimerende forlæg, men alligevel med nok af ånden i behold, til at det hele bliver en unik blanding af cyberpunk voldsomheder og halvdårligt drama.
Det er langt fra altid godt, men det er næsten hele tiden underholdende, og når den centrale romance og klodsede dialog truer med at sænke hele foretagende, så er der altid et flammende plasmasværd eller en motorcykel med menneskeansigt lige om hjørnet.
Det er altid værd at se et stort opsat blockbuster, der har modet til at forvandle en af sine hovedkarakterer til en hjerne i glas.
Der er ganske vist rigeligt at rette op på, til den efterfølger filmen selv satser benhårdt på, men det vigtigste er, at jeg har lyst til en efterfølger.
Det har jeg.
Alita: Battle Angel er indbegrebet af en blandet fornøjelse.
Men den er trods alt en fornøjelse.
Alita: Battle Angel er nok en sær blanding af filmiske tonarter, men den er også svimlende underholdning fra start til slut med et overdådigt opbud af action og effekter.
