Åbenbaringen anmeldelse: Mirakeldetektiv

Kan det virkelig passe, at Vatikanet nedsætter særlige undersøgelseskommissioner til at be- eller afkræfte mulige mirakler?

Jeg ved det ikke.

Men som præsenteret af instruktør Xavier Giannoli i hans nyeste film Åbenbaringen virker det overraskende troværdigt.

Der er ellers umiddelbart noget Dan Brown-agtigt fjollet i præmissen om krigsreporteren Jaques, der rekrutteres af Vatikanet til at undersøge validiteten af en ung kvindes åbenbaring i en lille fransk landsby.

Har Anna mon virkelig bevidnet en åbenbaring af Jomfru Maria – som hun selv og den lokale kirke påstår – eller er der noget andet på spil.

Havde hovedpersonen heddet Robert Langdon i stedet for Jacques, så havde vi nok inden længe været rodet ind i noget med okkulte koder, hemmelige selskaber og chokerende religiøse afsløringer.

Men Åbenbaringen er anderledes afdæmpet.

Den er mere interesseret i hovedpersonernes perspektiv på virkeligheden, end den er i egentligt okkulte hændelser.

Anna og Jaques er en fascinerende kontrast, og det er i mødet mellem dem, at Åbenbaringen for alvor vækkes til liv.

Vincent Lindons øjne ser ud som om, de har set hele verdens rædsler i rollen som Jacques. Han har en tung karisma, der er meget svær at modstå.

Overfor ham er den unge Galatéa Bellugi, der med en ekstremt åbenhjertig præstation gør det meget svært at tro at Anna kunne lyve om noget som helst.

Det ikke-religiøse mod det dybt troende er altid en saftig konflikt.

Men Åbenbaringen har også underholdningsværdi som en slags tænksom thriller. Som en anden kriminaldetektiv opruller Jacques omstændighederne omkring Annas åbenbaring bid for bid.

Den endelige forklaring viser sig at være både tilfredsstillende og gådefuld på samme tid.

For en film, der handler om tro og virkelighed, er filmsproget overraskende jordbundet. Det klæder filmen at fokusere på de små detaljer i den såkaldte kanoniske undersøgelse, der i sig selv er voldsomt fascinerende.

Et diskret soundtrack og mådeholdende kameraarbejde holder filmen solidt plantet i virkeligheden. På den måde undgår Åbenbaringen at blive for prætentiøs eller forstillet.

I hvert fald indtil slutningen.

For til sidst finder instruktør Xavier Giannoli desværre stavepladen frem.

Pludselig skal filmens tematik og hovedpersonens udvikling slås fast med en tung omgang voiceover, mens musikken pludselig når nye sentimentale højder. Det truer med at kuldsejle al den fascinerende tvetydighed, der er gået forud.

På den måde bliver rejsen bedre end destinationen. På ufrivillig vis slår det til gengæld en af filmens helt store pointer fast:

Spørgsmålene er mere interessante end svarene.

Åbenbaringen er en eftertænksom og fascinerende thriller om tro, også selvom slutningen truer med at drukne i overforklaring.