Thelma anmeldelse: Nordisk genrefilm af højeste karat

Thelma er en vild film.

Hvornår har du måske sidst set en film, der kombinerer temaer som psykisk sygdom, religion, ungdom og seksualitet i en okkult gyser, der vækker minder om både Ingmar Bergman, Carl Th. Dreyer, nordiske ungdomsproduktioner som SKAM og Fucking Åmål og superhelte-historier?

Det har du nok aldrig. Bare at skrive kombinationen har gjort mig lidt forpustet.

Det blev instruktør Joachim Trier heldigvis ikke, da han lavede filmen – altså forpustet. Han jonglerer behændigt og selvsikkert med alle elementerne og leverer en af de bedste nordiske genrefilm i årevis.

Midt i hele balladen står stakkels Thelma.

Hun har det ikke nemt. De mindste af hendes problemer er slemme nok i sig selv.

Thelma er nemlig opvokset i en stærkt religiøs familie. Nu skal hun for første gang stå på egne ben på universitetet i Oslo langt fra barndomshjemmet på landet.

Eller, på egne ben er måske så meget sagt. Far og mor våger som høge over hende på afstand for at være sikre på, at hun ikke bryder med deres skarptslebne værdier.

Men det er svært ikke at bryde med de værdier, når der pludselig dukker en sød pige ved navn Anja op i Thelmas liv, og de to forelsker sig i hinanden.

Thelma spilles af Eili Harboe, der bør gå en stor filmkarriere i møde. Hendes indestængte præstation forvandler Thelma fra en filmkarakter til et menneske af kød og blod.

Det samme gælder for alle omkring hende. Ikke alene er de nuanceret skrevet – Thelmas forældre er for eksempel langt mere end simple religiøse tyranner – de er også spillet formidabelt.

Det er vigtigt, for det gør det centrale drama og romancen i Thelma autentisk og overbevisende. Den dramatiske troværdighed holder filmens fødder på jorden, når Thelmas liv begynder at blive mærkeligere.

Og det gør det.

Thelma begynder nemlig at få mærkelige epilepsi-lignende anfald, og mystiske begivenheder cirkulerer omkring hende.

Det inkluderer visioner – eller er det virkelighed? – af vilde dyr, der opfører sig uforudsigeligt omkring Thelma.

Enten har Thelma psykiske problemer, eller også har hun måske mystiske overjordiske evner. Svaret findes i hendes fortid, i de traumatiske barndomsminder der dukker frem som forholdet med Anja udvikler sig.

Joachim Triers vandring ud i genre-territorium er fantastisk vellykket.

Trier bevarer sin sans for fintfølende drama i en rørende historie, der basalt set handler om at acceptere sig selv. Kemien mellem Anja og Thelma er gnistrende i den underspillede ungdomsromance, der fint kan stå ved siden af de bedste eksempler i SKAM.

Men det virkeligt imponerende er, at dramaet kombineres med overnaturlige elementer.

En virtuos scene i Oslos operahus vækker minder om både Brian De Palma og Dario Argento, mens det ikke er svært at spotte Stephen King-fortællinger som Carrie og Firestarter i historien om Thelmas evner.

Det krydres med en imponerende brug af visuel symbolik. Nok er det lige lovligt bibeltungt når en slange kravler ind i munden på Thelma i en erotisk vision, men det er fandeme underholdende.

Som sagt: Thelma er en vild film. Med den viser Joachim Trier, at han har flere tangenter at spille på, end jeg tidligere havde antaget.

Thelma er det skandinaviske svar på Carrie. Joachim Triers nyeste film er både rørende, romantisk, gysende og visuelt betagende. Den bedste nordiske genrefilm siden Lad den rette komme ind.