You Can See Everything anmeldelse: Nathan Fielders første biograffilm er blandt årets bedste

You Can See Everything anmeldelse: Fielder og forstillelse

Nogen pressevisninger er bare anderledes end andre.

For når en særligt hypet film skal vises frem for medierne før den reelle premiere, så fyldes salen af mere end bare den sædvanlige blanding af begejstrede film- og medievidenskabsstuderende og halv til helgamle filmnørder, der normalt befolker de mere end halvtomme sale til pressevisningerne.

Sådan en visning var You Can See Everything selvfølgelig.

For Nathan Fielder og Lance Oppenheims dokumentar er vel nok årets mest hypede film hos den medie-savy kreative klasse.

Derfor tiltrak visningen da også et solidt udbud af unge hippe radio og tv-værter og andre mediepersonligheder, der ikke normalt finder vej til en gængs pressevisning.

Det gav den første del af filmen et ret specielt lydbillede, for jeg skal love for at de tilstedeværende var mødt op spændte som flitsbuer.

Hvert eneste blik og sidebemærkning som Nathan Fielder giver i første halvdel af filmen blev efterfulgt af højlydte latterbrøl fra netop den del af salen.

For mig føltes det performativt.

Som om den del af publikummet havde et ekstremt behov for at vise hinanden og alle andre tilstedeværende, at de altså kender Fielder virkelig godt og ved præcis, hvorfor han er sjov.

Også når han bare stiller relevante spørgsmål til hovedpersonen i den dokumentar han instruerer.

Det gav mig en ubekvem følelse af noget forstillet.

Og præcis den følelse viser sig at være noget nær det perfekte akkompagnement til You Can See Everything.

For filmen, som i sin første halvdel giver et intimt portræt af den berygtede og bedrageridømte Elizabeth Holmes i den sidste måned inden hun skal afsone en 11 år lang fængselsdom, handler om noget om forstillelse.

Fielders tvivlende blik og Oppenheimers stiliserede nærbilleder undersøger hver eneste trækning i både Elizabeth Holmes’ og hendes partner Billy Evans’ ansigter.

For kan det virkelig passe, at Holmes (der skylder noget der ligner en halv milliard dollars efter sit svindelnummer), oprigtigt ikke mener, at hun har snydt nogen.

Eller er det måske hendes partner Billy – eller dem begge – der har urent mel i posen? Hvorfor har de inviteret et filmhold ind i deres hjem inden hendes fængselsstraf, og hvorfor har de netop valgt den eksperimenterende komiker Fielder til at dokumentere deres historie?

Spørgsmålene hober sig op som en thriller, og filmen giver sit publikum god tid til at finde svarene særligt i Elizabeth Holmes ansigt.

Er hun forstillet, som de grinende mediepersonligheder bagerst i salen, eller er hun måske en neurodivergent drømmer, der uforvarende har svindlet i milliardklassen.

Om svarene begynder at vise sig i tågen skal You Can See Everything selv have lov til at afsløre, men i filmens anden halvdel vokser det hele til noget endnu større og smukkere.

Uden at afsløre for meget tyr Fielder til sine gamle tricks i et forsøg på at analysere om Holmes taler sandt.

Imens vokser filmen sig større end både Fielder og Holmes og kommer til at handle om, hvor svært det kan være for os mennesker at komme forbi hinandens skjold.

Er al social interaktion i virkeligheden forstillet, kan vi overhovedet stole på hinanden?

Det er de spørgsmål, der rumsterer i hovedet efter at have set You Can See Everything.

Ikke mindst fordi filmen effektivt sætter spørgsmål ved sin egen status som medieprodukt; den er mindst lige så utroværdig som alle os andre.

På den måde går den fint i spænd med Nathans tidligere arbejde (Ok, måske ikke Thin Watermelon), der siden den geniale reality-serie Nathan for Your netop har arbejdet med, hvordan mennesker påvirkes af at være observeret af andre; inklusive et magtfuldt kamera.

Humoren er heller ikke tabt i en film, der gerne tager en pause til en hesteprut, men You Can See Everything er ikke den komedie, som dele af publikum måske er gearet til at den er.

Eller er det?

Måske er det bare mig, der har opfattet den forkert.

Måske resten af publikum til pressevisningen slet ikke var forstillede i deres voldsomme grin. 

Måske er jeg bare ikke specielt god til at aflæse dem.

Måske er ingen af os så gode til at aflæse hinanden, som vi tror.

Nathan Fielder og Lance Oppenheim skaber et klaustrofobisk og dybt subjektivt univers i en vildt underholdende dokumentar, der bliver siddende i tankerne lang tid efter, at den er slut.

6 stjerner anmeldelse