Jigsaw anmeldelse: Saven er sløv

Da jeg så Jigsaw vandrede mine tanker til noget jeg efterhånden har tænkt på mange gange i forbindelse med Saw-serien.

Jeg ville ønske en af filmene havde fokuseret lidt på det omfattende byggearbejde den selvfede morder må igennem hver gang han skal dræbe endnu et hold amoralske ofre.

Der må fandeme være en ordentlig omgang planlægning og mange timers svedende arbejde i værkstedet bag de mange quiz-agtige dødsfælder.

Jeg forestiller mig at der kunne være potentiale til f.eks. en serie af TV-programmer. Måske noget i stil med Extreme Home Makeover, hvor Jigsaw går ind og rigger et hjem som den perfekte moraliserende torturmaskine.

Det er ikke et godt tegn for Jigsaw at det var den slags dagdrømmeri der fyldte mit hoved mens filmen løb over lærredet.

Jigsaw er desværre ikke et livsstilsprogram med en morder i front. I stedet følger filmen samme struktur som dens forgængere. Bare en tand dårligere.

Det er en struktur der sådan set altid har irriteret mig lidt.

På den ene side har vi de mere eller mindre snedigt udtænkte dødsfælder hvor folk gerne skal ofre sig selv eller andre som straf for skumle gerninger i fortiden.

Jeg gætter på at det er det de fleste kommer til Saw-serien for. Jeg gør i hvert fald.

Det er da også her de spinkle glæder i Jigsaw skal findes. Et ben i en klaverstrengsfælde og en kanyle med syre er involveret i de mest vellykkede, men inderligt fjollede, scener i Jigsaw.

Men noget af tiltrækningen ved Jigsaws dødsfælder har altid være det relaterbare.

Hvad nu hvis det var mig?

Det forsvinder altså lidt når Jigsaw bliver nødt til at grave så dybt i posen med tortur at det der dukker op er to mennesker i en halvfyldt kornsilo der skal undgå skarpe instrumenter der sådan lidt halvslapt tabes ned på dem.

Jigsaws designtalent er altså ikke hvad det har været. Det har egentlig aldrig være sådan rigtig godt, selv ikke i den første og bedste film i serien.

Men dødsfælderne er trods alt den bedste del af den typiske Saw-struktur.

Så selvom Jigsaws historie om en håndfuld mennesker fanget i en lade i Jigsaw-stil ikke ligefrem er imponerende, så bliver det altså først rigtig slemt når der klippes til politi-efterforskningen udenfor.

Kunne vi ikke bare blive i Jigsaws legeland?

Nej. Vi skal ud til to retsmedicinere og en korrupt betjent på jagt efter Jigsaw der pludselig – selvom han jo faktisk er død – efterlader sig nye ofre.

Det meste af den historie foregår i en retsmedicinsk kulisse der må have været ledig fra enten Bones eller NCIS.

Det gælder faktisk for hele filmen at budgettet tilsyneladende har været det samme som det til et enkelt afsnit af en af førnævnte serier. Det hæmmer især den ivrige brug af computereffekter til splatteriet.

Computereffekter kan til gengæld ikke få skylden for skuespillet. Det er enten for dårligt – eller ikke dårligt nok, alt efter perspektivet.

Hele denne omgang Se7en-light leder selvfølgelig op til et rigtig Saw-twist.

Hvordan kan den døde Jigsaw være i gang igen?

Igen er det enten alt for søgt, eller slet ikke søgt nok, alt efter øjnene der ser. I hvert fald kræver det godt 5 minutters snak og flashbacks at forklare hvordan tingene hænger sammen – eller måske mere ikke hænger sammen.

Jeg havde ellers håbet på bedre når nu det var Spierig-brødrene der stod bag. De har tidligere leveret ganske solide genrefilm, men denne gang går det ikke.

Drømme kan jeg dog stadig. Hvad med en Jigsaw gør-det-selv brevkasse?

“Kære Jigsaw, hvordan lokker jeg min nabo ind i et bur fyldt med pigtråd?”

Der er ikke meget saft og kraft tilbage i Saw-serien efter 13 år. Lad nu bare Jigsaw dø – altså sådan for alvor –  eller alternativt gå hele vejen, og lad ham genopstå som zombie.