Transformers anmeldelse: Det er jo robotterne, det handler om
Du har allerede læst det i overskriften, men jeg gentager det gerne.
Når det kommer til Transformers, så er det for helvede robotterne det handler om.
I Michael Bays utallige Transformers film, var der alt for meget fokus på ligegyldige mennesker.
Hverken Shia LaBeouf, Megan Fox, Jon Voight, John Turturro, Mark Wahlberg eller Anthony Hopkins kunne skabe noget menneskelighed i de forfærdelige film.
Men det store problem var, at det kunne robotterne heller ikke.
Michael Bays skrotplads designede; i bedste fald kedelige, i værste fald pinlige robotter, var intet andet end støjende visuelle effekter.
Med Bumblebee skete der endelig noget, da både robotter og mennesker pludselig fik nok personlighed til at fortælle en reel historie, resulterende i seriens bedste film.
Men så tog vi et skridt tilbage igen med Transformers: Rise of the Beasts, der igen lod robotterne spille andenviolin til de små mennesker.
Efterhånden har den store mængde fejlslagne Transformers-film helt slettet mine personlige minder med både den oprindelige tegnefilmsserie og det transformerende plasticlegetøj.
Måske er det derfor den nye Transformers One var som et flashback tilbage til min egen glemte glæde ved Transformers.
Pludselig kunne jeg huske glæden ved at skubbe vingerne på plads og forvandle Starscream til et jetfly, eller selvfølgelig synet af Optimus Prime i hans røde, blå og kromfarvede lastbilsform.
For Transformers er jo for fanden geniale.
En kombination af barndommens glæde ved fly og køretøjer, kombineret med den puslespilsagtige glæde ved at ændre en ting til en anden krydret med ekstremt fjollet science fantasy mytologi.
Og alt det får instruktør Josh Cooley formidlet i den frydefulde Transformers One, der rammer Transformers-ånden bedre end selv originalmaterialet.
Jo, her er rigeligt med referencer og easter eggs til os aldrende fans af den oprindelige serie og film, men Transformers One overgår også dem og er helt åben for nye fans.
Ikke mindst fordi Transformers One er en oprindelseshistorie med velkendte elementer i ny formation.
Transformers One fortæller historien om de to minearbejder robotter Orion Pax og D-16 — der til forveksling ligner de to mest berømte Transformers, men tys-tys, ingen spoilers — på planeten Cybertron, der rulles ind i et komplot involverende selve deres egen planets skæbne.
Og på Cybertron er der heldigvis IKKE plads til mennesker.
I stedet gør Transformers One med held sine robotkarakterer både elskelige og seje, med farvestrålende design, der i animeret form kan have personlighed uden at være tvunget til realisme.
Imens behandler filmen den fjollede Transformers-mytologi med samme alvor, som var den Ringenes Herre og leverer baggrundshistorie i visuelt imponerende flashback-sekvenser.
Og det visuelt imponerende gælder for hele filmen, der er både kulørt og fyldt med suverænt koreograferede actionsekvenser i rasende højt tempo.
Imens bliver der også plads til den slags oprigtigt sjove karakterbaserede humor, som Marvel-filmene engang var garant for.
Det løftes af det danske stemmeskuespil, der er mere end vellykket, og som gav mig lyst til at høre, hvor gode orignalstemmerne mon er.
Og historien leder op til ægte drama med noget på spil i en grad, som jeg ikke havde forventet for noget, der vel reelt er tænkt som en børnefilm.
Mod slutningen resulterer filmens fortællelyst i et måske lidt for højt tempo, der ikke helt efterlader nok plads til alle elementer.
Men det betyder stort set intet for helhedsindtrykket af den hidtil bedste *Transformers-*film, der forstår det allervigtigste.
At det jo er robotterne, det handler om!
Transformers One er den bedste Transformers-film nogensinde og en både sjov og actionfyldt eventyrfilm i sin egen ret.
