A Quiet Place: Day One anmeldelse: Stille, stille, stille

Den gode nyhed er, at vi vil altid have A Quiet Place og A Quiet Place 2.

Den dårlige nyhed er, at den nyeste film i serien om de langlemmede monstre med superhørelse er af den type, der får mig til at ønske at hele den filmserie bare bliver helt stille.

A Quiet Place var en overraskelse. En Spielbergsk monsterthriller med en fantastisk effektiv struktur og nogle af de bedste suspense-scener i nyere tid.

A Quiet Place 2 var en gentagelse, men en underholdende gentagelse.

A Quiet Place: Day One, som instruktør Michael Sarnoski er blevet sat til at instruere, er noget rod.

Eller, noget rod er måske en hård dom, for Day One udfolder sig sådan set som de bedste scener fra de tidligere film.

Først går det godt, så bliver situationen mere usikker og så går det fuldstændigt galt.

For Lupita Nyong’o er altid god, og der er noget lovende i hendes introduktion som rapkæftet hospicepatient, inden de første films monstre er landet på jorden.

En terminal kræftpatient der skal kæmpe for sit liv. Det er da en meget god ide.

Og når hun så får partnerskab af lige så fremragende Alex Wolff som plejer, inden de tager til centrum af New York kort inden apokalypsen rammer, så kunne det da blive meget godt.

Det bliver det bare ikke.

For det første holder A Quiet Place: Day One ikke løftet i sin titel, når den forbavsende hurtigt springer over monstrenes indledende angreb til fordel for en episodisk tur gennem New York, der føles som et afkog af de tidligere film og andre moderne dommedagshistorier som f.eks. The Last of Us.

De spændingsfyldte set-pieces, der ellers er filmseriens force, er reduceret til halvhjertede små episoder, der gerne er noget at en af vores hovedpersoner stirrer med opspærrede øjne, inden en anden flås væk af et monster.

Instruktør Michael Sarnoski har ikke den Spielbergske tæft til at skabe mindeværdige sekvenser med tempo og fortællende kameraarbejde.

Selv lyddesignet føles denne gang sært støjende og kluntet.

Så kunne man håbe at Sarnoski i stedet fokuserer på sine karakterer. Og det gør han sådan set også.

Desværre er Sarnoskis eget manuskript så karaktermæssigt tyndbenet og grundlæggende utroværdigt, at selv ikke skuespillernes veloplagte indsats kan vække løjerne til live.

Særligt i filmens på en gang uhyrligt sentimentale og antiklimatiske afslutning lægger filmen langt mere vægt på sin egen tematik, end den kan bære.

Det er, uden at afsløre for meget, noget decideret vrøvl.

Og så har jeg slet ikke nævnt katten, der med tegnefilms-agtig kløgt smyger sig helskindet igennem verdens undergang, mens den får uforholdsmæssigt meget plads i filmens historie.

Bedst er det nye take på filmens monstre, der denne gang er så utallige at de bevæger sig som en slags lyddrevet flodbølge gennem New York.

Men det er også en overeksponering af et monsterdesign, der i forvejen hørte til den svageste del af A Quiet Place.

Og når hverken karakterer eller spænding fungerer, så er der ikke meget tilbage af det, der gjorde John Krasinskis oprindelige film så god.

Så nu må der egentlig godt blive lidt stille fra A Quiet Place.

A Quiet Place: Day One er en rodet opfølger med halvhjertede spændingssekvenser og ufrivilligt komiske karakterer.