Hit Man anmeldelse: Powell mod stjernerne

Glenn Powell har efterhånden gjort det godt længe, men efter Top Gun: Maverick og den undervurderede romantiske komedie Anyone But You, er hele verden ved at få øjnene op for Powells charme.

Hvis ikke han rykker op i øverste stjernekaliber i nærmeste fremtid, er noget i hvert fald gået helt galt.

Powell gør i hvert fald sit absolut bedste i sit nyeste samarbejde med Richard Linklater, Hit Man, hvor det eneste punkt han falder igennem er, når han skal agere socialt akavet filosofiprofessor.

Briller og kikset frisure er slet ikke nok til at skrælle Powells old school Hollywood-charme af.

Men det er sådan set også ret imponerende, at lige det er den mindst troværdige del af Powells præstation, eftersom han spiller filosofiprofessor med bijob som falsk lejemorder for politiet.

Lidt overraskende er den præmis baseret på en virkelig historie som dokumenteret i en artikel af Skip Hollandsworth, som filmen er (tiltagende løst) baseret på.

Hollandsworth skrev også forlægget til Linklaters Bernie, som da også føles som en slags søsterfilm til Hit Man.

Temaerne om identitet og maskespil går igen i det — som altid hos Linklater — stærkt karakterbaserede manuskript.

Denne gang er der dog skruet op for humoren, når Powells Gary Johnson kaster sig ud i en række fjollede udklædninger og accenter, som diverse klichetyngede lejemordere.

Det er næsten Fletch-agtigt fjollet, men Powells charme og Linklaters sans for naturlighed sælger materialet.

Og det gælder sådan set for hele Hit Man, der er en charmerende til tider screwball-agtig komedie, der støt og roligt bevæger sig over i mørkere territorium, som Gary bliver fanget i et krydsfelt mellem kærlighed og sin lejemordermaskerade.

Her får han mod og medspil af Adria Arjona — der også imponerede i Star Wars-serien Andor — i en mindst lige så charmerende præstation.

Som Sydney Sweeney var det i Anyone But You, er Arjona i stand til at bære den store opgave at matche Powell både på humor, karisma og uforståelig billedskønhed.

Kombinationen gør Hit Man til en konstant underholdende film, der også leverer skarpe replikker og naturlige karakterer i birollerne, når den balancerer elegant mellem det troværdige og det karikerede.

Imens lurer mere dunkle og komplekse spørgsmål under overfladen, præcis som de ofte gør hos Linklater.

Endnu et klassisk Linklater-træk er til gengæld også den tilbagelænede filmiske stil, der i den positive ende sætter fokus solidt på manuskriptet, men også kan klandres for at ligne en billig TV-serie.

Heldigvis er både karakterer og skuespillere så charmerende, at det er til at se gennem fingre med.

Og det er under alle omstændigheder rigeligt til at sende Powell-raketten endnu en tand tættere på stjernerne.

Glen Powell er en blændende stjerne i Richard Linklaters oprigtigt sjove komedie, der langsomt forandres til noget mere dunkelt.