Love Lies Bleeding anmeldelse: Anden omgang fra Glass
Love Lies Bleeding er for mig personligt en af årets mest ventede film.
For det er sjældent at en instruktørdebut er så skarp og fuldt formet som tilfældet var det med instruktør Rose Glass’ første spillefilm Saint Maud.
Den film var et grusomt, humoristisk, rædselsvækkende og rørende portræt af en ekstrem karakter, der krængede sin hovedpersons indre ud gennem filmens udtryksfulde stil.
Et filmisk homerun der vækkede minder om første gang jeg stiftede bekendtskab med Darren Aronofsky og hans blændende energiske Pi.
Den filmskaber har Glass mere end forbipasserende ligheder med i sin åbenlyse trang og evner, til at bruge en genial sans for filmsprog til at udtrykke sine drevne — eller decideret besatte — karakterers oplevelse af verden som højnet sanselig filmstil.
Glass er så udtryksfuld en filmskaber, at hun giver nørder som undertegnede ubændig lyst til at beskrive hende gennem andre filmskabere.
Man kunne f.eks. kalde Love Lies Bleeding resultatet af hvis Julia Ducournau, David Cronenberg og Nicolas Winding Refn besluttede sig at holde mere af deres karakterer og i fællesskab filmatisere et glemt Coen-brødrene manuskript.
Men det er en reduktion for Rose Glass er selvfølgelig — sine helt åbenlyse inspirationer til trods — helt sin egen.
Det er tydeligt her i Glass’ anden film, der har samme fokus på kroppen — både når den bløder, transformeres og gør langt mere behagelige ting — samme sans for kompromisløs filmisk stil, samme nænsomhed med sine skadede karakterer og samme sorte humor, som hun lagde for dagen i Saint Maud.
Alligevel går Glass i nye retninger med sin nye film, der egentlig på overfladen er en slags americana-krimithriller, hvor et sirligt plot fører til en eskalerende voldelig serie hændelser.
Men det er selvfølgelig også en queer kærlighedshistorie — selvom kærligheden ligger og bløder — mellem den fåmælte Lou og bodybuilderen Jackie.
Deres forhold er med det samme lige så Bonnie og Clyde ikonisk som det er hamrende dysfunktionelt.
Og de er spillet med overlegen naturlighed og præcision af Kristen Stewart og Katy O’Brian.
Det er næsten ikke overraskende, at Stewart leverer varen med sin naturlige spillestil i rollen som den indadvendte og følelsesmæssigt afstumpede Lou.
Men med karakterens underliggende mørke og skiftevis slacker-agtige tilbagelænethed og brutale intensitet, er det alligevel en af den fremragende skuespillers bedste roller og præstationer.
Så meget mere imponerende er det, at det er den relative nykommer Katy O’Brian næsten løber med filmen foran alle andre — inklusive Ed Harris i en scenestjælende grusom skurkerolle — som Jackie.
O’Brian har foreløbigt kun haft mindre roller, men hvis der er retfærdighed i verden, får hun et kæmpe gennembrud efter Love Lies Bleeding.
O’Brians baggrund som kampsportsudøver og politibetjent er utvivlsomt kommet hende til gode i rollen som den kolossale bodybuilder, og hun er en oplevelse bare at se på lærredet.
Men ud over filmens åbenlyse fysiske krav leverer hun også en både viljestærk og følsom præstation, som filmens nok mest uskyldige karakter.
Og hvis Love Lies Bleeding har en skønhedsfejl, så er det at den bliver mindst ligeså forelsket i Jackie, som publikum gør, og i den sammenhæng i perioder lidt glemmer sine andre tematikker og karakterer.
Men det er nu svært at klage over, med karakterer så skarpt optegnet og spillet.
Love Lies Bleeding finder overraskende mængder oprigtig smerte og menneskeindsigt, i en historie der ellers er mindst lige så fokuseret på at være en filmisk rutsjebanetur og til tider næsten en grotesk komedie.
Med imponerende stilfulde billeder, fantastisk musik fra Clint Mansell og under-radaren 80’er musik og et slimet sanseligt lyddesign — fra de ligefremme sexscener til verdens klammeste stoppede toilet — er Love Lies Bleeding konstant underholdende.
Samtidig bliver virkeligheden tiltagende højnet, mens historien støt forvandles til en gotisk opdatering af Mary Shelleys Frankensteins monster.
Hvis det lyder som noget rod, så er det bare fordi du ikke har set filmen endnu.
Og det skal du selvfølgelig, for Rose Glass fortsætter som en af de mest formidable instruktører lige nu.
Love Lies Bleeding er saftspændt og muskuløs filmkunst og er lige så filmisk imponerende, som den er konstant underholdende.
