Hygge! anmeldelse: Dumme filmanmeldere

Jeg indrømmer det: filmanmeldere ved ikke en skid. Vi gætter bare på, hvad resten af verdens befolkning mener om en film, og så indtager vi det modsatte synspunkt.

Man skal ikke stole på os.

Et godt bevis på det kunne i mit tilfælde være den italienske film Perfect Strangers.

Det er en af den slags film, jeg bare blev grundlæggende irriteret over. En håbløs præmis skåret bastant ud i pap med en uendelig mængde selvhøjtidelige replikker og fjogede forsøg på humor.

En af den slags film, der overvurderer sin egen snedighed i så høj grad, at jeg bliver urolig i kroppen bare ved at tænke på den.

Så selvfølgelig blev den en kæmpe succes i sit hjemland, men ikke alene det; fandeme om den ikke nu har verdensrekorden som den mest genindspillede film nogensinde.

Snart 25 gange er Perfect Strangers blevet genindspillet

Det ligger også lige for. Budgettet bliver ikke ligefrem presset af en film, der samler en håndfuld karakterer fra middelklassen om et middagsbord.

Og præmissen om at hovedpersonerne for en aften skal dele alt, der tikker ind på deres mobiltelefon, har åbenbart vist sig at være universel nok til at fungere i alt fra Sydkorea til Mexico.

Jeg har heldigvis undgået at se en eneste af genindspilningerne, men titler som Kill Mobile fra Kina eller Blood Moon Party fra Vietnam vækker nu alligevel lidt nysgerrighed.

I stedet er jeg endt med at se den danske version, der på trods af udråbstegnet, har fået den noget mere afdæmpede titel Hygge!.

Og…jeg har ikke så meget nyt at sige om den. Så hvis du er et fornuftigt menneske, der mener at filmanmeldere ikke ved en skid, så kan du egentlig bare stoppe her.

For jer andre kan jeg fortælle, at Hygge! faktisk er en bedre film end originalen.

Manuskriptet er bedre skruet sammen, instruktionen — af Dagur Kári — er mindre gumpetung og allervigtigst er skuespillerne også bedre.

Faktisk føles især Andrea Heick Gadeberg, Olivia Joof Lewerissa og Nicolai Jørgensen som en bølge af nye skuespillere, der nok skal blive en helt uomgængelig del af dansk film.

De skaber et liv i deres karakterer og leverer en komisk timing, der ikke nødvendigvis er til stede på papiret.

I sine bedste øjeblikke — når den glemmer både drama og fejlplacerede budskaber — bliver Hygge! faktisk til en fjoget, men fint underholdende forvekslingskomedie med bismag af klassisk dansk folkekomik.

Og manuskriptet retter også på originalens mest grelt konservative og homofobiske tiltag.

Men så  er der resten af tiden.

Resten af tiden, hvor budskabet om at alle moderne menneskers mobiltelefoner er ved at sprænges af historier om utroskab, ludomani og undertrykt seksualitet m.m. stadig er så grundlæggende dumt og åbenlyst, at jeg ikke sluger det.

Karaktererne — som tager kokain på badeværelset, er skabsalkoholikere eller bare grundlæggende småpsykopatiske — er også stadig så langt sværere at holde af, end filmen selv er klar over.

Som sin forfader mener Hygge! at en række ting er almene, som slet ikke er det.

Og at den symbolske måneformørkelse i den første film nu er erstattet med noget så klichetungt og melodramatisk som et renhjertet barn, der siger sandheden til de voksne, og et familiemedlem, der svæver mellem liv og død, er ikke en opgradering.

Forsøgene på for alvor at føle med de karikerede hovedpersoner fejler — for mig — også stadig fuldstændigt.

Og så kan de gode skuespillere desværre ikke løfte filmen til at være oprigtigt seværdig, selvom enkelte scener er sjove.

Men Hygge! er bedre end originalen, så hvis tendensen fortsætter bliver selv denne filmanmelder nok begejstret, når vi når til genindspilning nummer 50.

Et veloplagt og charmerende hold skuespillere gør deres bedste for at løfte det sløje originalmateriale, men Hygge! kan ikke løbe fra sit ophav.